Nørlev

Sommerhus skulle have holdt i 30 år mere

Endnu et sommerhus er røget i havet ved Nørlev Strand

Søndag styrtede Christian Hartmanns sommerhus i havet. Tirsdag røg der endnu et. Arkivfoto: Claus Søndberg
Søndag styrtede Christian Hartmanns sommerhus i havet. Tirsdag røg der endnu et. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:29

NØRLEV: Endnu et sommerhus er røget i havet ved Nørlev Strand.

Tirsdag morgen var der igen et skred, og huset på adressen Ved Klitten 26 styrtede ned.

Huset ejes af IT-manden Kurt Helio fra Hellerup, der ikke blev overrasket, da han fik meldingen om at hans sommerhus var forsvundet. Det lå i forvejen så tæt på afgrunden, at Hjørring Kommune havde givet ham påbud om at fjerne huset inden 1. marts.

- Det var ikke uventet, når nu myndighederne ikke vil give tilladelse til at sikre vores huse. Naturen kan vi ikke gøre noget ved, siger Kurt Helio.

- At sommerhuset ville gå tabt nu, havde han dog på ingen måde regnet med, da han købte det for 12 år siden.

- Nej, så havde vi da ikke købt det. Dengang var der 21 meter til skrænten, og vi regnede med at det ville holde i 42 år. Dengang røg der gennemsnitligt en halv meter af kysten om året, fortæller han.

- Da vi købte, var der kystsikret med Poul Jakobsens rør, og det virkede. Det kunne vi se på luftfotos. Men så fik Hjørring Kommune fjernet rørene, og så steg vandet igen.

Både Kurt Helio og Christian Hartmann, hvis sommerhus på Ved Klitten 15 røg i havet i weekenden, overvejer at anlægge erstatningssag mod staten.

- Hverken vores eller Christians advokat vil slås mod vindmøller, men hvis de vurderer der er en god sag, lægger vi sag an. Der skal være en rimelig chance for at vinde, for det er dyrt at lægge sag an mod staten, siger Kurt Helio.

Han lider ikke noget økonomisk tab, for sommerhuset er betalt kontant.

- Vi mister noget formue, men det er jo kun vores arvinger det går ud over, påpeger han galgenhumoristisk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden