Sommerhusejere ønsker erstatningsgrunde
Når hus styrter i havet, bør kommunen stille anden grund til rådighed, foreslår de
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:47
NØRLEV: Sommerhusejere ved Nørlev Strand, der står til at miste at deres sommerhuse til havet, mener, at Hjørring Kommune skal stille erstatningsgrunde til rådighed for dem.
Forslaget kommer fra Christian Hartmann, talsmand for sommerhusejere i området.
Han har selv et sommerhus, som nu befinder sig helt ud til Vesterhavet, efter storme har gnavet sig ind på kysten. Sommerhuset er i fare for at forsvinde i havet ved kommende storme, hvis ikke der kystsikres bedre.
”Hånden på kogepladen”
- Jeg har selv ”hånden på kogepladen”, men rigtig mange er i samme situation som mig, og endnu flere vil komme i den situation. Det undrer mig, at Hjørring Kommune ikke er kommet med en løsning, hvor de siger, at de finder en erstatningsgrund. Kommunen har nogle arealer, som egentlig bare kan udstykkes som sommerhusgrunde, siger Christian Hartmann.
Han forestiller sig, at kommunen så bytter grunde med de sommerhusejere, hvis grunde ryger i havet.
- Kommunen bør sige, at hvis en sommerhusgrund falder i havet, får man en erstatningsgrund. Vores grunde forsvinder, fordi vi er blevet nægtet kystsikring. De forsvinder, fordi Hjørring Kommune har en kystsikringspolitik, der siger, at naturen skal gå sin gang, lyder det fra Christian Hartmann.
Borgmester: Det må vi ikke
Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) afviser forslaget:
- Vi har ikke lov til at tage en af vores eksisterende grunde og give det til en mand og sige ”værs’go - her har du en grund til 800.000 kr.”, fastslår borgmesteren.
Han mener, at grundejerforeningerne internt kunne vælge at inddrage grønne områder, som ejeres af grundejerne, og så stille dem til rådighed for sommerhusejere, hvis grunde styrter i havet.
- Så spiller man den jo tilbage til solidariteten og til grundejerforeningerne. Men der skal sikkert nok være nogle af dem, som siger ”ikke på vilkår”, bemærker Arne Boelt.
Han mener, at regeringen har svigtet Nordjylland i forbindelse med, at havet æder sig ind på Vestkysten. Andre steder i landet har staten betalt for sikring mod eksempelvis dige-gennembrud og lignende. Derfor burde staten også hjælpe Nordjylland økonomisk med ordentlig kystsikring, ifølge Hjørring-borgmesteren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.