Sommerhusgæster får fart på internettet
Stofa tilbyder nu fibernet til sommerhusområderne ved Blokhus
BLOKHUS: Der er meget mere fart på vej, når sommerhusgæsterne omkring Blokhus skal surfe på internettet - eller streame film i sofaen.
Stofa er nemlig på vej med en stor investering i Blokhus.
- Gennem flere år har Blokhus efterspurgt at få fibernet lagt ned. Og nu har Stofa fundet pengene til det, fortæller fiberkonsulent ved Stofa Ib Madsen.
Firmaet har dog en forudsætning, hvis planerne skal realiseres.
- Det kræver, at vi skal nå en tilslutning på 40 procent i hvert enkelt sommerhusområde, for at det bliver til noget, siger Ib Madsen.
Selve installationen - der normalt koster 5495 kroner - bliver gratis for forbrugerne.
- Det er 1600 huse, som vi rammer i første omgang. Så det er mange millioner, som Stofa vil bruge på Blokhus, hvis folk er interesserede. Men i løbet af ganske få år håber vi selvfølgelig at have pengene tjent ind igen, fastslår Ib Madsen.
Han har i øvrigt kunnet konstatere, at der i Blokhus allerede er fin interesse for tilbuddet - og de første fem sommerhusområder skulle således være klar til at bruge fibernet i slutningen af juli.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.