Sport

Spalvis sænkede Randers i sidste sekund

AaB var tæt på et dumt pointtab, men Lukas Spalvis sikrede AaB sejren i sidste øjeblik

Foto: Lars Pauli
Foto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:09

AALBORG: AaB strøg mandag aften op på tredjepladsen i Alka Superligaen, da Lukas Spalvis med en scoring på kampens sidste aktion sørgede for en dramatisk 3-2-sejr over Randers.

AaB fik den værst tænkelige start, da Randers allerede i kampens tredje minut tog føringen. Et hjørnespark fra Erik Marxen strøg direkte i mål bag Nicolai Larsen, der blev forhindret i at nå frem til bolden af Mads Agesen. AaB’erne appellerede ivrigt for frispark til målmanden, men dommer Michael Tykgaards fløjte forblev tavs.

Efter ni minutter var ondt lige ved at blive endnu værre for AaB, da Kasper Risgård dummede sig med et boldtab på egen halvdel. Heldigvis for AaB’erne var skæbnen dem denne gang nådig, da Mandla Masangos afslutning sad lige på Nicolai Larsen.

Få minutter senere fik AaB til gengæld en god mulighed for at udligne, da en Randers-clearing havnede lige for fødderne af Lukas Spalvis, men topscorerens afslutning strøg langt forbi mål.

Randers’ tidlig føring overlod logisk nok al initiativ til AaB, men hjemmeholdet havde svært ved at spille sig gennem gæsternes kompakte defensiv. Kort før pausen lignede det endelig noget, da Henrik Dalsgaard serverede en stor chance for Thomas Enevoldsen. Angriberen måtte dog se sin afslutning reddet af Karl-Johan Johnsson, og efterfølgende headede Lukas Spalvis over mål, så Randers kunne gå til pause med en 1-0-føring.

Syv minutter inde i anden halvleg fik AaB en ny god mulighed for at udligne efter gode kombinationer på kanten af feltet, men Karl-Johan Johnsson havde ikke de store problemer med at redde forsøget fra Kasper Risgård.

Efter en times spil kom AaB igen tæt på udligningen, men de sidste marginaler manglede fortsat. Et godt frisparksindlæg fra Thomas Enevoldsen havnede i hovedet på Lukas Spalvis, der dirigerede bolden snert forbi mål.

To minutter senere lykkedes det dog endelig hjemmeholdet at bryde det scoringsmæssige dødvande. En lang bold fra Kenneth Emil Petersen blev fornemt snittet videre af Lukas Spalvis, og så var Thomas Enevoldsen alene med Karl-Johan Johnsson. Denne gang svigtede AaB-angriberen ikke, og så var der bragt balance i regnskabet.

Den scoring tippede momentum helt over på AaB-fødder, og efter 65 minutter var hjemmeholdet også tæt på at tage føringen, men Frederik Børstings forsøg sneg sig lige forbi mål, og få minutter senere fik AaB så endnu en kold spand vand i hovedet efter en Randers-dødbold.

Erik Marxens frispark blev ikke ordentligt clearet af Jakob Blåbjerg og havnede for fødderne af Mikael Ishak. Hans afslutning blev afrettet af Kenneth Emil Petersen, og så var Randers atter foran.

Så skulle AaB atter på jagt efter en udligning, og 11 minutter før tid fik hjemmepublikummet grund til at juble. Kasper Risgård fremtvang i et frispark i en farlig position, og denne gang kvitterede Lukas Spalvis, da topscorerens giftige venstreben drejede bolden over i det lange hjørne.

To minutter senere var AaB tæt på 3-2, da gode kombinationer førte til en mulighed til Kasper Risgård, der dog måtte se sit forsøg reddet af Karl-Johan Johnsson.

Fem minutter før tid var Randers til gengæld tæt på at snuppe alle tre point, da et dumt boldtab fra Gilli Rólantsson satte gang i en kontra til gæsterne, men i første omgang fik Mandla Masango ikke afsluttet, og i anden omgang reddede Kasper Risgård sine holdkammerater men en heroisk glidende tackling.

I kampens tillægstid havde AaB alle muligheder for at snuppe sejren. Først sendte Kenneth Emil Petersen bolden forbi mål i helt fri position, og få øjeblikke senere var det Thomas Enevoldsen, der misbrugte en kæmpechance på Karl-Johan Johnsson.

I kampens sjette overtids minut lykkedes det alligevel AaB at sikre sig tre velfortjente point. Nicolaj Thomsen erobrede bolden og fandt Thomas Enevoldsen på venstre kanten. Enevoldsens indlæg fandt Lukas Spalvis, der med kampens sit aktion sparkede bolden forbi Karl-Johan Johnsson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden