Spar Nord lukker i Farsø
Lægger filialen sammen med Aars
Opdateret kl. 11:32
FARSØ: Spar Nord Farsø lukker og sammenlægges med Spar Nord i Aars fra onsdag 6. juni 2018.
Sidste åbningsdag i Spar Nord Farsø er den 4. juni 2018.
Sammenlægningen af de to afdelinger betyder, at de tilbageværende tre medarbejdere i Spar Nord Farsø fremover bliver en del af det eksisterende team i Spar Nord Aars, som herefter vil bestå af et samlet hold på 11 medarbejdere. Dermed bevarer hovedparten af kunderne deres nuværende rådgiver, og de kunder, som må skifte rådgiver, har fået særskilt besked om dette.
Direktør i Spar Nord Bankområde Vesthimmerland Klaus H. Frederiksen forklarer, at baggrunden for sammenlægningen blandt andet skyldes en fortsat ændring i kundernes brug af bankerne, hvor de i højere grad efterspørger kompetent rådgivning og services på tværs af fagområder, som kan være vanskeligt at håndtere i de mindre afdelinger:
- Afgørende for beslutningen har været, om vi har kunnet imødekomme kundernes stigende krav til rådgivningen kombineret med de store udfordringer, vi har, med at kunne tiltrække de rigtige lokale, velkvalificerede kompetencer til at opfylde disse krav, siger Klaus H. Frederiksen og fortsætter:
- Det vurderes derfor, at en sammenlægning vil være det mest optimale på både den korte og lidt længere bane, da vi fremadrettet vil stå stærkere ved at samle kompetencerne i det eksisterende team i Spar Nord Aars - såvel internt i dagligdagen som udadtil i forhold til den rådgivning og de services, vi tilbyder vores kunder.
Klaus H. Frederiksen påpeger, at medarbejderne i Spar Nord Farsø ser frem til at blive en del af Spar Nord Aars, hvor kunderne fremover vil opleve en større spændvidde inden for rådgivning af virksomheder og privatkunder. Kunderne i Spar Nord Farsø flytter med deres rådgiver over i Spar Nord Aars og vil derfor fortsat opleve de samme kendte ansigter, når de fremover kommer i Spar Nord Aars.
Den nuværende afdelingsdirektør i Spar Nord Farsø Ole Kuhr fortsætter i stillingen som souschef, mens den nuværende privatkundechef i Spar Nord Aars Dorthe Rask Jacobsen forsætter i sin nuværende stilling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.