Virksomhedsøkonomi

Spar Nord nyder godt af engangsindtægt

Første halvår endte med et overskud på 630 millioner kroner

Arkivfoto
Arkivfoto Lars Pauli

Opdateret kl. 14:56

AALBORG: Spar Nord Bank-koncernen opnåede et resultat efter skat på 630 millioner kroner i første halvår af 2018. Det er en vækst på ni procent i forhold til den samme periode sidste år.

Overskuddet svarer til, at Spar Nord på årsbasis forrenter sin egenkapital med 15,3 procent.

Spar Nords udlån er efter en periode med stagnation vokset med fem procent i årets første seks måneder.

- Regnskabet vidner om en robust kerneforretning, der leverer tilfredsstillende resultater på alle væsentlige områder, og ikke mindst væksten i udlånet er værd at glæde sig over. Ikke mindst fordi vores udlånsvækst kompenserer for det pres på rentemarginalen, der fortsat gør sig gældende. Salget af vores aktiepost i Valueinvest Asset Management er også en væsentlig del af forklaringen på den gode bundlinje i første halvår, og samlet set er der tale om et resultat og en forrentning af vores egenkapital, som vi er rigtig godt tilfredse med, siger administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord.

Ekspert er knap så imponeret

Investeringsøkonom Per Hansen fra NordNet er ikke så imponeret af Spar Nords halvårsresultat.

- En udmeldt egenkapitalforrentning på 15,3 procent lyder flottere, end den er, og er ikke udtryk for det reelle billede. Korrigeret for ekstraordinære poster er det sammenlignelige afkast i forhold til andre pengeinstitutter væsentligt mindre, siger han.

Per Hansen peger her på, at salget af Valueinvest har givet en ekstraordinær indtægt i halvåret på 154 millioner kroner.

Det er mere end de 55 millioner kroner, som Spar Nords overskud er vokset med fra 1. halvår 2017 til 1. halvår 2018.

Dertil kommer, at Spar Nord nyder godt af et fald i skattebetaling på 52 millioner kroner i forhold til 1. halvår af 2017.

- Og nedskrivningerne er i dette halvår en udgift på 16 millioner kroner, mens den tilsvarende post sidste år var en tilbageførelse, altså en indtægt, på ni millioner kroner. Samlet er der altså tale om en ekstraudgift på 25 millioner kroner på denne post, konstaterer Per Hansen.

Den samlede virkning af disse tre regnskabsposter er på 181 millioner kroner.

Samtidig er Spar Nords rente- og gebyrindtægter faldet med to procent mellem 2017 og 2018.

- Dette samlede billede skal man holde sig for øje, når man vurderer bankens nye halvårsregnskab, slutter Per Hansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden