Spar Nord med gigantisk overskud
Overskuddet efter skat endte på 989 millioner kroner i 2017. Har nedlagt 75 stillinger i år
Opdateret kl. 13:40
AALBORG: Spar Nords årsregnskab for 2017 viser et resultat på 989 millioner kroner efter skat.
Overskuddet i 2017 er 18 procent større end i 2016.
Fremgangen skyldes primært, at Spar Nords nedskrivninger på udlån i samme periode er styrtdykket med 117 procent, fra 242 millioner kroner i 2016 til minus 38 millioner kroner - altså en indtægt - sidste år.
Bankens ledelse betegner årsregnskabet som "tilfredsstillende".
Resultatet hænger også sammen med, at kundeudlånet i 2017 voksede med godt seks procent til 37,3 milliarder kroner, mens formidlingen af realkreditlån voksede med fem procent til 77 milliarder kroner.
Dermed har Spar Nord vundet markedsandele, og samtidig er bankens kunder generelt i god økonomisk gænge, hvilket smitter af på nedskrivningerne.
- Vi er naturligvis tilfredse med en bundlinje, der vokser med 151 millioner kroner sammenlignet med 2016, og som betyder, at vi i 2017 kan forrente vores egenkapital med 12 procent, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.
- Det er midt imellem Danske Banks fremragende 13,6 procent, under det forventede for Sydbank, dramatisk bedre end Nordea og bedre end det forventede for Jyske Bank, siger investeringsøkonom Per Hansen fra NordNet om Spar Nords forrentning af sin egenkapital.
Omkostninger er steget
Spar Nords indtjening fra bankforretningen før nedskrivninger er faldet med fem procent fra 2016 til 2017.
Det skyldes svagt faldende indtægter kombineret med stigende omkostninger.
Bankens renteindtægter er faldet på trods af det stigende udlån.
Rentesatserne på udlån og rentemarginalen er nemlig faldet, og det rammer indtægtsgrundlaget.
Bankens omkostninger udgjorde sidste år 61 procent af basisindtægterne.
I 2016 lød det tilsvarende tal på 60 procent.
Banken forklarer overordnet de stigende omkostninger med implementeringen af en ny strategi, blandt andet på it-området, som skal bane vej for senere gevinster.
Spar Nord havde sidste år 1538 heltidsansatte, to færre end i 2016.
Spar Nords lønudgifter voksede alligevel med over to procent fra 2016 til 2017, fordi de bankansatte har fået reguleret deres løn.
Har fyret 22 ansatte
Spar Nord har i januar i år nedlagt 75 stillinger.
De 25 af dem var ubesatte, mens 22 ansatte er blevet fyret.
Herudover nedlægges 28 stillinger ved naturlig afgang og "interne rokeringer til ledige stillinger i løbet af 2018".
Det betyder engangsomkostninger på 17 millioner kroner.
Otte filialer er lukket
Der er i 2017 blevet lukket otte filialer - lokalbanker i Spar Nords terminologi - så der nu er 50 tilbage.
Spar Nords kapitalgrundlag - kapitalprocent - er på 18,2.
Minimumskravet - det individuelle solvensbehov - er på 10,3 procent.
Spar Nord har således et kapitalgrundlag, der er 3,9 milliarder kroner større end nødvendigt i lovgivningens forstand.
Markedsværdien af Spar Nord på fondsbørsen var ved udgangen af 2017 på 8,9 milliarder kroner, et fald på 13 procent i løbet af året.
Spar Nords ledelse forventer et faldende resultat efter skat i 2018 i forhold til 2017.
Overskuddet efter skat forventes at ende i niveauet 800 millioner kroner.
Spar Nord-aktien var ved 10-tiden torsdag faldet med en smule på baggrund af det offentliggjorte årsregnskab for 2017.
Aktionærerne kan se frem til få udbetalt 43 procent af overskuddet i 2017 som udbytte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.