Danmark

Spar penge ved at tanke rigtigt

Brændstof kan være over tre kroner billigere i Østrig end i Italien, og det er dyrere at tanke på motorvejen end på stationer lidt væk. Med lidt planlægning kan der hentes ekstra penge til budgettet

Der var mere end tre kroners forskel på en liter diesel mellem Østrig og Italien, da vi tjekkede.  Foto: Colourbox
Der var mere end tre kroners forskel på en liter diesel mellem Østrig og Italien, da vi tjekkede. Foto: Colourbox AltoPress / Maxppp

DANMARK: Med måske et par tusinde km til feriemålet vejer brændstoffet tungt på budgettet. Men der kan være penge at spare med lidt planlægning, før du drager af sted med en pakket feriebil.

Nede i Europa er der nemlig markant forskel på brændstofpriserne. Således er der en forskel på langt over tre kr. per liter mellem de billigste og dyreste lande.

Det er selvfølgelig kun relevant, hvis din vej alligevel går gennem disse. Men det er jo heller ikke usandsynligt og samtidig kan en afstikker fra de tyske motorveje spare dig for penge.

Prisovervågning

Nogle af de billigste lande er Østrig og Kroatien, hvor det sidste er et forholdsvis nyt yndet feriemål, mens turen ofte går gennem Østrig på vej mod Gardasøen. Også Luxembourg og Andorra er billige.

Både danske FDM og den tyske bilistorganisation ADAC overvåger priserne på deres hjemmesider. Her er den tyske den hyppigst opdaterede.

Ved et tjek op mod ferien kunne vi se, at 95 oktan benzin og diesel henholdsvis kostede 8,47 kr. og 7,76 kr. per liter i Østrig samt 11,66 kr. og 10,36 kr. per liter i Italien. Her er altså en forskel på henholdsvis 3,19 kr. og 2,60 kr. per liter.

6,18 kr. literen i Andorra

Faktisk var prisen helt nede i henholdsvis 7,59 kr. per liter og 6,18 kr. per liter i Andorra. Mere end fire kr. under Italiens priser. Mønstret i Europa er dog klart.

- Det er generelt billigere i øst­landene og i Østrig, mens det er dyrt i Italien, Holland, Schweiz og Frankrig, siger Frederik Valmin, feriekonsulent hos FDM.

Tyskland er mere svingende, men ultimo juni kunne det klart betale sig at tanke i Tyskland, før man kørte ind i Frankrig.

Undervejs gennem Tyskland kan du også spare penge. Her skal du ligesom i Danmark blot nogle km væk fra Autobahn-rastepladserne for at kunne købe billigere brændstof.

Brug ubemandede stationer

Du kan med fordel gå efter de ubemandede stationer, hvor du typisk kan spare 10 cent (75 øre) per liter benzin og tre cent (22,5 øre) per liter diesel. Ofte kan man dog spare lige så meget ved at vælge en ”Autohof”, der ellers er møntet på lastbilerne. Det handler også om, hvor meget tid du vil ofre, og du kan også hurtigt bruge brændstof på at køre efter stationerne, som kan findes med gps’ens ”Points of interest”.

Kombinér tankning med overnatning

- Det er oplagt at kombinere tankning af bilen med overnatning, hvis du alligevel har fundet en lokal kro, hvor det er billigere at overnatte end på moteller og lignende på rastepladser, siger Jan Lang, der er analytiker på Bilbasen og har kørt de tyske motorveje tynde for at kortlægge trafikken.

- Generelt kan du spare ved at køre væk fra motorvejen. Det er bekvemt at overnatte og tanke på rastepladsen, men det koster altså også mere, end hvis du kører lidt væk, siger Frederik Valmin.

Bedre mad end i Danmark

Hvis du vil spise ved samme stop, kan du glæde dig over, at tankstationernes udvalg af mad er blevet bedre og mere varieret - og pænt over kvaliteten, man møder på danske motorvejs cafeteriaer, ligesom de også er dyrere end i Tyskland.

Den tyske bilistorganisation ADAC kårer i øvrigt hvert år de bedste rastepladser, hvilket du kan få mere at vide om på linksundrechts.com/dk eller tank.rest.de eller adac.de.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden