Klokkerholm

Sparekassedirektør: Et forfærdeligt syn

Det gik hårdt ud over hele filialen, da hæveautomaten blev sprængt i luften

Jan Skov, direktør for Sparekassen Vendsyssel. Foto: Henrik Louis
Jan Skov, direktør for Sparekassen Vendsyssel. Foto: Henrik Louis

Opdateret 05. december 2014 kl. 04:26

KLOKKERHOLM: Vinduer var blæst ud, computerdele, glas og papir spredt over gulvet, og murværket over hæveautomaten havde givet sig.

Det var en hårdt medtaget bank, der stod tilbage i Klokkerholm, da ukendte gerningsmænd natten til torsdag sprængte hæveautomaten i Sparekassen Vendsyssel i luften for derefter at stikke af med automatens indhold.

- Det var jo et forfærdeligt syn her til morgen. Det ser ud, som om der er sprunget en bombe herinde, og det er der jo så også, fortalte Jan Skov, direktør for Sparekassen Vendsyssel, da han torsdag middag var i Klokkerholm for at tilse skaderne på bankfilialen.

Flyttes til andre filialer

Oprydningsarbejdet var ved middagstid gået i gang, men udsigten til, at sparekassen snart igen kunne blive en arbejdsplads, var usikker.

- Lige nu kigger vi på, om det er forsvarligt at lade medarbejdere komme på arbejde igen i den fjerneste ende af bygningen, så vi kan få gang i rådgivningen igen. Ellers må de flyttes til nogle af de nærliggende filialer, indtil vi igen kan åbne banken i Klokkerholm, siger Jan Skov.

Pengeinstitutter ude på landet er ofte mål for tyve. Så sent som i påsken var Sparekassen Vendsyssel i Klokkerholm udsat for et lignende tyveri, og for tre uger siden forsøgte tyve sig på samme måde - dog uden held.

Tænker på sikkerhed

Selvom filialen flere gange har været ramt af voldsomme indbrud, får det ikke direktøren til at ændre på banken.

- Vi tænker selvfølgelig hele tiden over sikkerhed, men som det ser ud nu, ændrer vi ikke noget på sparekassen her. Hæveautomaten skal stadig være her, for folk ude på landet skal også kunne hæve penge efter sparekassens lukketid, siger Jan Skov.

Gå til relaterede emner

Forsiden