Velforberedte tyve stod bag sprængning
Politiet er stort set på bar bund i sagen om den sprængte hæveautomat i Klokkerholm
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:38
KLOKKERHOLM: Nordjyllands Politi er stort set på bar bund i sagen om den hæveautomat, der blev sprængt i luften hos Sparekassen Vendsyssel i Borgergade i Klokkerholm natten til torsdag.
Kl. 04.16 lød der et kæmpe brag i den lille by, hvorefter to gerningsmænd forsynede sig med pengeboksen fra hæveautomaten og stak af.
Eksplosionen var så kraftig, at der skete store skader på bygningen. Muren revnede, og adskillige vinduer blev sprængt i stykker, da gerningsmændene slog til.
- Det var et øredøvende brag. Jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt før, fortæller Matti Møller, nabo til den eksplosionsramte sparekassebygning i Klokkerholm.
To personer blev set løbe fra pengeinstituttet, og de forsvandt i en mørk bil. Det er alt, hvad politiet har at gå efter, forklarer politikommissær Jens Møller Søgaard, Nordjyllands Politi. Hverken vidner eller tekniske undersøgelser på stedet har givet politiet konkrete spor.
- Det er ikke førstegangskriminelle, der gør noget som det her. Det er uden tvivl nogen, der har prøvet det før enten her i landsdelen eller andre steder i landet. Vi har brug for nye vidner eller hjælp fra efterforskninger andre steder fra, hvis vi skal komme videre, siger Jens Møller Søgaard.
For cirka tre uger siden modtog politiet også en anmeldelse fra sparekassen, og noget tyder på, at gerningsmænd dengang også forsøgte at få fat i værdier fra hæveautomaten, uden at det dog lykkedes, oplyser Jens Møller Søgaard.