Sparekassen Hobro melder om bedste resultat i fem år
Men ligesom i andre pengeinstitutter falder udlånet
HOBRO: Sparekassen Hobro fik sidste år et overskud før skat på næsten 49 millioner kroner. Det er det bedste årsresultat, som sparekassen har præsenteret i de sidste fem regnskabsår.
Det er derfor en tilfreds sparekassedirektør, Per Sønderup, der kommentere tallene fra årsrapporten for 2012, som offentliggøres senere.
- Den stagnerede samfundsøkonomi gør stadig livet svært for pengeinstitutterne, så vi har ingen grund til at være utilfredse med vores 2012-resultat, siger han.
Udlån falder
De offentliggjorte 2012 - tal viser, at Sparekassen Hobro ligesom andre pengeinstitutter er ramt af et faldende udlån.
For fjerde år i træk er udlånet mindsket, så sparekassen nu har udlån svarende til tre gange egenkapitalen. Ved udgangen af 2011 var tallet på over tre.
- Vi låner i forvejen nye penge ud hver dag, men kundernes totale afvikling af eksisterende gæld overstiger lige nu deres samlede stiftelse af ny gæld, forklarer Per Sønderup, der har måttet se sparekassens udlån falde med knap tre procent i løbet af 2012.
Har stor overdækning
Sparekassen Hobro har en solvensprocent - soliditet - på 22.
Det er langt mere end lovens minimumskrav, som for sparekassens vedkommende ligger på 11,45 procent,
- Vi har dermed en friværdi i solvensen på mere end 10 procentpoint, hvilket er unikt højt, konstaterer Per Sønderup.
Sparekassens nedskrivninger på svage udlån er blevet halveret fra 2011 til 2012.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.