Sparekassen Vendsyssel overtager Østjydsk Banks aktiviteter
Aktionærer og staten får tab
Opdateret kl. 17:58
MARIAGER: Dødskampen varede flere år, men er nu slut. Sparekassen Vendsyssel overtager kriseramte Østjydsk Bank for 50 millioner kroner.
Ind- og udlånskunder samt medarbejdere i Østjydsk Bank kommer ikke til at mærke noget til overtagelsen af banken, der nu vil begære sig konkurs.
Derimod har aktionærerne mistet alt, da deres aktier nu er værdiløse.
Blandt taberne er også de kreditorer, der har ydet Østjydsk Bank ansvarlige lån for i alt omkring 200 millioner kroner.
De må nøjes med at dele de 50 millioner kroner, som Sparekassen Vendsyssel betaler for Østjydsk Banks aktiviteter.
Langt det største tab lider staten, som Østjydsk Bank skylder 172 millioner kroner. Hovedparten af de penge kan staten nu vinke fravel til.
- Vi er meget kede af, at det ikke har kunnet lade sig gøre at sælge banken med fuld dækning til både aktionærer og den efterstillede kapital. Det skyldes ikke mindst bankens store risikofyldte udlån, som alle blev etableret før finanskrisen, siger Østjydsk Banks administrerende direktør Max Hovedskov.
Østjydsk Bank har tabt over 700 millioner kroner over de seneste fem år på grund af risikofyldte udlån, især til ejendomsbranchen.
- Vi har ad flere omgange udvidet vores aktiviteter og fysiske tilstedeværelse over de senere år, og vi ser frem til at byde Østjydsk Banks kunder og medarbejdere velkommen i familien, siger administrerende direktør Vagn Hansen fra Sparekassen Vendsyssel.
Han har ifølge bankforsker Lars Krull fra Aalborg Universitet gjort en kanonforretning.
- Vagn Hansen har betalt 50 millioner kroner for alle udlån i Østjydsk Bank og har samtidig skabt sig en stor sikkerhedsbuffer på omkring 500 millioner kroner ved ikke at betale for egenkapitalen og næsten ikke overtage de ansvarlige lån i Østjydsk Bank, siger han.
Østjydsk Banks tre store aktionærer er Arbejdernes Landsbank, der ejer 12 procent af aktierne, og Jens og Søren Rasmussen, der hver ejer omkring fem procent.
For børsmarkedet kommer konkursen ikke som den store overraskelse.
Før meddelelsen om Østjydsk Banks konkurs kunne man købe alle bankens aktier for lidt over 60 millioner kroner.
Banken blev stiftet i 1897.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.