Sparsomme spor af hjemmerøvere
De tre gerningsmænd fra fredagens hjemmerøveri ved Hobro er fortsat på fri fod
STINESMINDE: Politiets teknikere har sikret sig spor, som man mener stammer fra de tre gerningsmænd til hjemmerøveriet, der natten til fredag fandt sted på en ensomt beliggende ejendom ved Stinesminde.
Vicepolitikommissær Johan Nielsen, Lokalpoliti Himmerland, ønsker dog ikke at løfte sløret for, hvilken type spor, der er tale om.
- Men vi håber selvfølgelig, at de kan give efterforskningen et løft, siger han.
Johan Nielsen tilføjer i øvrigt, at det langt fra er givet, at der var tale om østeuropæere, som rygtet ellers ville vide.
- Det kan lige så godt være danskere. Vi har kun parrets forklaringer om, at de var maskerede, og der blev ikke talt under røveriet, hverken engelsk eller for den sags skyld østeuropæisk. Der blev kun brugt lyde og fagter, fortæller Johan Nielsen.
Ved røveriet blev beboerne på ejendommen, en mand på 68 år og en kvinde på 66 år, holdt fanget, mens to af røverne kørte til Hadsund og hævede penge på deres dankort.
Både ved den lejlighed og da røverne tidligt fredag morgen kørte fra ejendommen, forgik det i parrets bil, en koksgrå Audi Q5 med registreringsnummer FM 16 749. Den efterlyses fortsat af politiet.
Det er sparsomt, hvad politiet har modtaget af henvendelser fra lokale, og det giver ikke meget at gå efter.
- Nogle har set en bil holde i nærheden af ejendommen et par dage i forvejen. Det er jo en flot ejendom, men ikke umiddelbart synlig fra vejen, og det kunne tyde på, at røverne har været der tidligere for at rekognoscere, siger Johan Nielsen.
Røverne kom ind i huset ved at brække et vindue op.
De holdt parret i skak ved at true med en kniv og bagbandt dem. Derefter sad ægteparret bundet i flere timer, inden det lykkedes manden at slippe fri omkring kl. halv syv fredag morgen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.