oprør

Specialstyrker fra USA angriber formodet terrormål i Syrien

Lokale beboere oplyser, at USA gik efter islamistisk leder under angreb. 12 er døde siger de.

SYRIA-US-CONFLICT-IDLIB
SYRIA-US-CONFLICT-IDLIB Abdulaziz Ketaz/Ritzau Scanpix

Amerikanske specialstyrker har torsdag gennemført en vellykket antiterror-operation i det nordvestlige Syrien, oplyser USA's forsvarsministerium.

Målet har tilsyneladende været en radikal islamistisk leder.

Flere beboere fortæller, at mindst 12 personer er døde under angrebet.

Syriens civilforsvar, der deltager i oprydningen på stedet, sætter antallet af døde til 13, heriblandt seks børn.

Lokale beboere fortæller, at der landede helikoptere, og at der lød heftig skudild og eksplosioner under angrebet. Det begyndte omkring midnat i området Atmeh nær grænsen til Tyrkiet.

En video filmet af en beboer, som Reuters har set, viser to livløse børn og en mand i en sammenstyrtet bygning.

- Der var ingen amerikanske tab. Flere informationer vil blive givet, når de er tilgængelige. Det siger det amerikanske forsvarsministeriums talsmand, John Kirby.

En lokal embedsmand på oprørssiden fortæller, at den jihadist, amerikanerne tilsyneladende var efter, var sammen med sin familie, da angrebet blev sat ind.

Efter helikopterne havde forladt stedet, blev overvågningsfly, der ikke kunne identificeres, ved med at overflyve området.

Flere islamistiske grupper med tilknytning til al-Qaeda opererer i det nordvestlige Syrien. Det er den sidste store bastion for oprørerne. De har i 11 år ført krig mod præsident Bashar al-Assads syriske regime.

I området gemmer der sig også ledere for Islamisk Stat.

Flere kilder blandt oprørerne siger, at de føler sig næsten sikre på, at målet for det amerikanske angreb var en ledende jihadist. Men de er ikke sikre på, hvem det er.

En af de grupper, som omverdenen kender til, er Huras al-Din (Religionens Vogter), der udspringer af al-Qaeda. Den tæller flere udenlandske krigere. USA har sat dusører på flere af gruppens ledere.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden