Spidskandidat kørte 243 km/t - nu går han
Politiker tog billede af speedometer, mens han kørte 243 km/t i sin Mercedes
FREDERICIA: LA-politikeren Kent Hedemann Kristensen er ikke længere spidskandidat i Fredericia. Han har trukket sit kandidatur, efter det er kommet frem, at han har kørt 243 km/t i sin Mercedes og selv taget et billede af speedometeret imens.
Politikeren har lagt billedet op på sin Facebook-profil, og da en af hans venner spørger ind til, hvordan han har taget billedet af bilens speedometer, indrømmer han, at han har taget det med sin iPhone.
Det er en gammel sag, der nu har indhentet Kent Hedemann Kristensen. Episoden skulle have fundet sted 23. oktober 2012.
Til møde i Tyskland
Over for Fredericia Avisen har LA-spidskandidaten forklaret, at det var i Tyskland, at han opnåede den høje hastighed.
- Jeg har tjekket min kalender, og den dag var jeg til møde i Tyskland, oplyser Kent Hedemann Kristensen.
Den dag har LA-politikeren på Facebook flere gange checket sig selv ind på forskellige destinationer i Danmark, ifølge Fredericia Avisen. Om morgenen i Fredericia, om eftermiddagen i Varde og senere på dagen i Fredericia igen.
Vil ikke skade partiet
Efterfølgende har Kent Hedemann Kristensen valgt at slette alle sine opdateringer på Facebook fra den 23. oktober 2012. Fredericia Avisen hævder at være i besiddelse af dokumentation fra den dag.
I en pressemeddelelse, hvor LA-politikeren oplyser, at han trækker sig som byrådskandidat, skriver han:
- Jeg trækker mit kandidatur, først og fremmest fordi jeg ikke ønsker at skade mine medkandidater ude i landet og gode kollegaer på Christiansborg yderligere. Liberal Alliance har opnået utroligt meget på relativt få år, og mange mennesker arbejder seriøst med en vigtig mission, mine handlinger skal ikke stå i vejen herfor.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.