Spildevand eller regnvand?
Beboere i Skagen Nordby anklager Forsyningen for at lede urenset spildevand ud i Kattegat
SKAGEN: Grundvandet står højt i Skagen. I nordbyen har det flere steder efterhånden udviklet sig til én stor sump.
Ifølge flere af beboerne i området er årsagen, at Frederikshavn Forsyning pumper spildevand direkte ud i Guldmajsgrøften og derfra direkte ud i Kattegat ud for Skagen Sønderstrand.
Det afviser Frederikshavn Spildevand.
Fejlkoblinger
- Der har været tre fejlkoblinger i området. Ved en fejl blev kloakken fra tre huse koblet på afløbet til regnvand, men det ér rettet for et halvt år siden, siger Peter Berg, miljøtekniker i Frederikshavn Spildevand.
To pumper leder regnvand, tagvand og andet overfaldevand fra nordbyen ud i Guldmajsgrøften. Når begge pumper kører, er der tale op til 865 kubikmeter i timen.
Flere gange om ugen løber grøften over sine breder og brunt, klæbrigt vand oversvømmer marker og græsplæner i hele området.
Forurenet vand
27. august i år fik beboerne i nordbyen selv taget vandprøver, der viser alarmerende stor forekomst colibakterier ved udløbet.
- Ifølge vores prøver taget før og efter fejlkoblingen er vi nu nede på et acceptabelt baggrundsniveau. Når vandet er brunt, er det fordi, der er okker i drikkevandet. Det er et velkendt problem i Skagen, siger Peter Berg.
Ny spildevandsplan på vej
For øjeblikket er et forslag til ny spildevandsplan i høring, og beboerne i Skagen Nordby fastholder, at det er spildevandsplanen for Skagen Kommune, der er gældende, indtil andet er besluttet.
- Forsyningen og dermed kommunen ønsker åbenbart at lede urenset regnvand og spildevand direkte ud i havet ved at nedklassificere vandløb til kloakker. Men kommunen har ingen udledningstilladelse i Skagen Nordby, siger Jens Ove Bagterp og Henrik Jørgensen, to af Nordbyens beboere.
Regnvandssøer
De har flere gange henvendt sig til kommunen om problemerne. Hidtil uden succes.
Beboerne anbefaler kommunen at lave en eller flere regnvandssøer i Nordbyen, nøjagtig som det er beskrevet og foreslået i en tyk rapport, som Hedeselskabet lavede for Skagen Kommune.
- Hvorfor griber man ikke chancen og får noget positivt ud af det? En regnvandssø kunne ikke bare løse problemerne med vand men også blive et fint rekreativt indsalg på strækningen her mellem nordbyen, Eegs Camping, kolonihaveområdet og Skagen Odde Naturcenter, siger Henrik Jørgensen.
Forslaget til spildevandsplan anbefaler nedsivningsdræn.
- I vores ører lyder det som om man forsøger at omgå miljøbeskyttelsesloven og vil pålægge den enkelte grundejer udgifter til faskineanlæg, siger Jens Ove Bagterp.
Kommunen er bekendt med, at der ikke eksisterer en udledningstilladelse for separat regnvand fra Skagen Nordby. Tilladelsen er under udarbejdelse, og vil blive givet, når Spildevandsplan for Frederikshavn Kommune 2012-2015 er endelig vedtaget. I den forbindelse vil der blive stillet krav om forsinkelse af vandet, skriver kommunen i en kommentar til indsigelserne.
- Skagen Kommune nedprioriterede regnvandssøerne og ville hellere sælge grundene. Derfor ledte man regnvandet ud uden forsinkelse. Det er et af fortidens spøgelser, som vi er i gang med at rydde væk, men det er problematisk med regnvandssøer i Skagen, hvor grundvandet står få centimeter under overfladen, siger Peter Berg, der lover at se på sagen igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.