Spillehaller er politisk uønskede
Advokat mener kommune har købepligt til ejendom efter spilleforbud
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:50
SÆBY: Det trækker op til et juridisk slagsmål om de politiske bestræbelser på at blokere for etablering af spillehaller i Frederikshavn Kommune.
På den ene side står et politisk flertal i byrådet, som med håndfaste forbud vil forhindre, at der kommer flere spillehaller. På den anden siden står automatbranchen og restauratører, som gerne vil have flere spillemaskiner og dermed en ekstra indtægtskilde.
Sæby Bowlinghal har længe ønsket at sætte spillemaskiner op, men fået afslag.
Skippers Grill i Søndergade, Frederikshavn, har spillemaskiner, men vil gerne sætte flere op.
Det er ikke kommunen, som udsteder licens til spilleautomater. Tilladelsen skal søges hos den statslige Spillemyndighed.
Kommunens mulighed for at forhindre nye spillehaller består i at vedtage lokalplaner med et direkte forbud.
Den metode vil et flertal i plan- og miljøudvalget bruge både over for bowlinghallen i Sæby og Skippers Grill.
Men nu kører ejerne af bowlingcentret, et lokalt ejendomsselskab, det tunge juridiske skyts i stilling mod den nye lokalplan i Sæby.
I et brev til kommunen kræver advokat Anker Laden-Andersen, Hjulmand og Kaptain, på vegne af ejendomsselskabet, at kommunen, køber bowlingcentret til en pris fastsat af taksationskommissionen.
Han henviser til Planlovens § 48, som under visse omstændigheder pålægger kommuner købepligt.
Formanden for plan- og miljøudvalget, Anders Brandt Sørensen (S) afviser kravet.
- Vi tager henvendelsen med ophøjet ro. Mange beslutninger i plan- og miljøudvalget, for eks. ændring af vindmølleplaner, medfører ny værdiansættelse for en ejendom. Ejeren har da lov at fremsætte erstatningskrav, men det indebærer ikke, at kommunen er forpligtet til at betale, siger han og tilføjer, at den konkrete henvendelse om spilleautomatforbud i bowlingcenteret er vurderet af kommunens egen advokat, som har en anden bedømmelse.
Der var ikke fodslag i udvalget om forbuddet. Frode Thule Jensen (V), var imod.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.