Spis godt i Horne og hjælp de hjemløse
Efterskole bag arrangement, der skal støtte hjemløseavisen ”Hus Forbi”
HORNE: Unge sidder begravet i Facebook på deres iPhone og tænker kun på sig selv, lyder en af tidens fordomme om ungdommen. Sådan er det dog langt fra på Horne Efterskole. Her hjælper man hinanden - og alle andre, der trænger. Og det gør Danmarks hjemløse. Derfor arrangerer skolens elever og voksne en velgørenhedsmiddag 28. januar kl. 18, hvor alle indtægter går til de hjemløse og hjemløseavisen ”Hus Forbi”.
Middagen foregår en helt almindelig tirsdag. Det er de unge på efterskolens madlinje horneGastro og deres underviser Uffe Truelsen, der tilbereder maden til den store fiskebuffet. Prisen for at spise med er 100 kroner. Børn under 11 år spiser gratis.
- Man taler om en voksende forråelse og ligegyldighed blandt unge i Danmark. Det er ikke det, vi møder i Horne. Hver eneste gang vi giver vores elever mulighed for at bruge lidt af deres tid til at hjælpe andre, så mærker vi en ild, som vi som voksne er nødt til at bære brænde til. Vi har nogle unge, der gerne vil hjælpe. Det kan være alt fra at bruge tid på at hjælpe en ven, der har det svært socialt eller som her at samle ind til ”Hus Forbi” og hjemløse i Danmark, siger efterskolens forstander Mogens Jensen.
Det er andet år i træk, at efterskolens elever samler ind til de hjemløse og ”Hus Forbi”. De unge knokler for at slå sidste års rekord, hvor det lykkedes dem at samle over 5.000 kroner ind, som kunne sendes videre til hjemløse. Der kan synes langt fra et trygt efterskoleliv på Danmarks nordligste efterskole til hjemløse på gaden i de danske storbyer. Men sådan er det ikke.
- Det er vigtigt for os som skole at sætte fokus og perspektiv på livets problemer. Vi arbejder altid med, at vores elever skal løfte blikket og kigge lidt længere ud end det, de lige kan se ud af vinduet. Selv om alle vores elever har et fysisk hjem, kan man jo godt føle sig hjemløs i sit eget liv, siger Mogens Jensen.
Den kæmpe fiskemiddag kommer til at foregå i hallen på Horne Efterskole, hvor der bliver dækket op med duge, stearinlys og alt godt fra havet. Taffelmusikken leveres af den moderne folkemusiker og troubadour Mikael K., der kommer og spiller live. Maden er sponsoreret af leverandørerne - flere af dem er lokale herunder Møllers Fiskeeksport. Derfor kan alle pengene gå ubeskåret til ”Hus Forbi”.
Man kan købe sin billet på billetto.dk/horne - der er 350 pladser til rådighed.tn
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.