Spiser uden priser ...
Pensionist fra Hirtshals har endnu engang givet sig selv en gratis omgang på en nordjysk restaurant - sigtet for bedrageri
Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:39
HIRTSHALS: En 69-årig mand fra Hirtshals har et utal af gange spist gratis på restauranter i Nordjylland.
Han har fået flere bedrageridomme for at sætte sig til bords og smæske sig i den ene ret efter den anden - vel vidende, at han ikke kan betale regningen.
Og søndag slog han til igen: På Café 2 i Hjørringgade i Hirtshals bestilte han mad og vin for omkring 600 kroner uden at have en rød reje på lommen.
Cafeen kontaktede politiet, der - igen - sigtede manden for bedrageri, så snart står den formentlig igen på vand og brød ...
Ifølge politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Hjørring, så kunne manden erkende bedrageriet. Han fik sin seneste bedrageridom i august sidste år.
I politirapporten er det i øvrigt nævnt, at den 69-årige syntes, at maden smagte godt - det skulderklap kan de vel trods alt glæde sig over på Café 2, der er en afdeling af Restaurant Lilleheden.