Færdselsforseelse

Spøgelsesbilist på E45: Ignorerede politiet og fortsatte kørslen

Kørte mod syd i nordgående spor og blev først stoppet efter flere kilometer

Foto: Michael Koch
Foto: Michael Koch

Opdateret kl. 15:51

NORDJYLLAND: Adskillige bilister, der kørte på motorvej E45 mod nord ved Vodskov, fik sig formentlig slemme forskrækkelser natten til onsdag ved 03-tiden.

Her kørte en spøgelsesbilist nemlig mod syd i det nordgående spor.

- En bilist kørte parallelt med spøgelsesbilisten i det sydgående spor. Bilisten fulgte spøgelsesbilisten og forsøgte med blinkende lys at advare modkørende i det nordgående spor. Så stor ros til denne bilist, der også anmeldte spøgelsesbilisten til os, så vore patruljer kunne forsøge at standse ham ved afkørsel 18 Vodskov Nord, fortæller vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

Spøgelsesbilisten - en ældre svensk herre på 78 år - ignorerede dog politiet ved afkørsel 18 og fortsatte mod syd i det nordgående spor. Det lykkedes først politiet at få den svensk indregistrerede bil stoppet flere kilometer senere ved afkørsel 19.

- Vore patruljer observerede, at der var flere farlige situationer på det stykke vej, siger vagtchefen.

Politiet har modtaget flere henvendelser fra borgere, der har set spøgelsesbilisten, og den 78-årige bliver nu afhørt og efterfølgende løsladt.

Han er sigtet for at forvolde fare for andre menneskers liv og helbred, og han har opholdt sig på politigården i Aalborg de seneste timer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden