100 gratis busser skal fragte fans til FA Cup-semifinale
Sporarbejde giver udfordringer for City- og Liverpool-fans, men FA har nu lovet 100 gratis busser til kampen.
Sporarbejde på en masse jernbaner i England betyder, at det er umuligt at komme med tog fra enten Manchester eller Liverpool til London 16. april.
Det er den dag, Liverpool og Manchester City tørner sammen i FA Cup-semifinalen på Wembley i London.
Det fik tidligere på ugen de to holds fanklubber sammen med byernes respektive borgmestre til at anmode Det Engelske Fodboldforbund (FA) om, at kampen blev flyttet væk fra Wembley. Så klubbernes fans kunne komme til kampen.
Men FA har nu fundet en anden løsning. BBC skriver, at FA har besluttet at stille 100 gratis busser til rådighed til de to klubbernes fans, så de kan blive fragtet til London og tilbage igen til kampen.
- FA anerkender de store udfordringer, som en del Liverpool- og Manchester City-fans står over for, da togdriften er stærkt begrænset, skriver FA ifølge BBC.
Samtidig vil man sørge for, at alt ikke essentielt vejarbejde sættes på pause den dag, så trafikken på vejene kan glide bedst muligt.
Den anden semifinale spilles dagen efter, 17. april, og her er der ikke behov for hjælp til klubbernes fans. Opgøret står nemlig mellem Chelsea og Crystal Palace, som begge huserer i London.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.