ulykke og nødsituation

24-årig NFL-quarterback mister livet i ulykke

Dwayne Haskins spillede tre sæsoner i NFL. Lørdag døde quarterbacken i en ulykke i Florida.

Dwayne Haskins nåede at komme på banen i 16 kampe i NFL. (Arkivfoto)
Dwayne Haskins nåede at komme på banen i 16 kampe i NFL. (Arkivfoto) Gene J. Puskar/Ritzau Scanpix

NFL-quarterbacken Dwayne Haskins døde lørdag efter at være blevet ramt af en bil i en ulykke i den amerikanske delstat Florida.

Det oplyser Haskins' agent ifølge flere amerikanske medier. Hans arbejdsgiver, Pittsburgh Steelers, har ligeledes bekræftet det.

NFL har været på pause, siden 2021/22-sæsonen sluttede med Super Bowl i midten af februar, og Haskins, som var en del af Pittsburgh Steelers, var taget til Florida for at træne og holde formen ved lige.

Lørdag endte han så i ulykken, der kostede ham livet. Han blev 24 år.

Haskins kom ind i NFL i 2019, hvor Washington Redskins tog han med det 15. valg i den årlige draft. Quarterbacken var udset til at skulle være holdets fremtidige styrmand på angrebet, men Haskins' ophold i den amerikanske hovedstad blev aldrig nogen succes.

Efter kun at have startet inde i 13 kampe blev Haskins fyret undervejs i 2020/21-sæsonen.

Derefter skrev han under med Pittsburgh Steelers, hvor Haskins dog aldrig kom på banen i en officiel kamp.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden