280 kampe: Jesper Juelsgård vinker farvel til Superligaen
Den tidligere landsholdsspiller Jesper Juelsgård siger farvel til AGF og skifter til islandske Valur.
Superligaklubben AGF er tirsdag blevet en reservespiller med stor erfaring fattigere.
Det aarhusianske fodboldflagskib oplyser således på sin hjemmeside, at klubben har taget afsked med forsvarsspilleren Jesper Juelsgård, selv om hans kontrakt egentlig først udløber til sommer. Juelsgård fortsætter nu karrieren i den islandske topklub Valur.
Den 33-årige vestjyde takker dermed af efter mere end fem år i AGF. I indeværende sæson er han dog gledet helt ud i glemslen. Han står kun noteret for fem superligakampe, og sammenlagt har det blot kastet 71 minutter af sig i landets bedste række.
Derfor er AGF også gladeligt gået med til at slippe Juelsgård før tid, fortæller sportschef Stig Inge Bjørnebye.
- Jesper har været en stor del af AGF's positive udvikling siden han kom til i 2016. Og i min tid i AGF har jeg lært ham at kende som en hårdtarbejdende, professionel og loyal del af vores trup.
- Men med en styrket konkurrence i truppen har Jesper haft langt til regulær spilletid. Og med et kontraktudløb til sommer har det været naturligt, at han nu har set sig om efter andre muligheder, siger Stig Inge Bjørnebye.
Juelsgård har spillet langt størstedelen af sin karriere i Superligaen, og han står noteret for hele 280 kampe i landets bedste række siden debuten i november 2008.
Mere end halvdelen af hans kampe i Superligaen er spillet for FC Midtjylland. Herfra rejste han i sommeren 2014 til franske Evian, før han året efter var tilbage i dansk fodbold med sit skifte til Brøndby. I sommeren 2016 gik turen så videre til AGF.
Jesper Juelsgård indledte sin karriere som venstre back, og som næsten alle andre venstrebenede backs i Superligaen i den periode, kom han også på det danske landshold. Her står han noteret for to A-landskampe, blandt andet en kamp mod England på Wembley.
I både Brøndby og AGF har Juelsgård ofte huseret i midterforsvaret i stedet for på backen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.