tennis

42-årige Venus Williams gør singlecomeback efter et års pause

Efter at have deltaget i mixeddouble ved Wimbledon er tennisveteranen klar til at spille single igen i Canada.

Venus Williams var tidligere i sommer med i mixeddouble ved Wimbledon, og i august får hun comeback i damesingle efter cirka et års pause. (Arkivfoto)
Venus Williams var tidligere i sommer med i mixeddouble ved Wimbledon, og i august får hun comeback i damesingle efter cirka et års pause. (Arkivfoto) Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Det er ved at være et år siden, at Venus Williams senest deltog i en tennisturnering i damesingle.

Men i august gør den 42-årige amerikaner comeback i singleregi, når hun er med ved WTA 1000-turneringen National Bank Open i Toronto, hvor hun har fået et wildcard.

Det skriver kvindernes tennisorganisation, WTA, på sin hjemmeside.

Venus Williams har dog ikke holdt sig helt væk fra tennisbanerne det seneste år.

Tidligere i sommer deltog hun i mixeddouble ved grand slam-turneringen Wimbledon i London.

Her nåede hun anden runde sammen med briten Jamie Murray.

Venus Williams har syv gange vundet en grand slam-titel i damesingle, men den seneste ligger helt tilbage til 2008.

Venus Williams var dog i finalen ved Australian Open så sent som i 2017. Her tabte hun til sin nu 40-årige lillesøster Serena Williams, som også skal være med ved turneringen i Toronto.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden