AaB-angriber: Dejligt at give et signal til tvivlerne
Mikkel Kaufmann kæmper dog stadig med formen efter et sygdomsforløb
FODBOLD: Den forgangne uges mest omtalte AaB-spiller var søndag tilbage på banen for superligaholdet, der slog IFK Göteborg 3-2 på svensk kunstgræs.
19-årige Mikkel Kaufmann blev sendt i aktion fra anden halvlegs start og kvitterede med et mål i testkampen.
- Det var utroligt dejligt at få scoret allerede her i den første kamp efter skiftet kom frem. Jeg vil rigtig gerne vise alle tvivlerne, at jeg har tænkt mig at give 100 procent for AaB det næste halve år, fastslår topscoreren.
Formen er dog endnu ikke i top hos Mikkel Kaufmann, der før søndagens opgør ikke havde været i kamp siden mødet med FC Nordsjælland 13. december.
- Jeg har døjet med noget sygdom i juleferien og vendte tilbage til AaB efter nytår uden rigtigt at have været oppe af sengen. Derfor dukker der nogle små skavanker op som for eksempel et spændt baglår og noget med hoftebøjeren. Jeg skal være lidt ekstra obs på, at det ikke udvikler sig til noget, der er værre, men det var fedt at få nogle minutter i benene og banket pulsen op igen, forklarer Mikkel Kaufmann.
Han ser frem til, at de kommende AaB-træningskampe bliver på græs i Spanien, hvor holdet på torsdag drager på træningslejr.
- Det bliver dejligt, at man ikke får en hudafskrabning, hver gang man ligger ned, griner han.
Udover at være glad for sit mål er angriberen meget tilfreds med den form, holdet viste mod IFK Göteborg.
- Det så rigtig godt ud. Der var mange gode ting, men selvfølgelig også noget, der skal forbedres i det nye forstærkede pres, vi arbejder med. Jeg tror, det bliver rigtig fedt at se AaB, når vi i løbet af foråret ser det fulde resultat af den nye spillestil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.