AaB-angriber er ikke pladsreligiøs: - Jeg vil bare gerne hjælpe klubben

Der er ingen fine fornemmelser hos Marco Ramkilde, der ikke har noget problem med at indtage en ny position, hvis han ikke kan spille spidsangriber

Marco Ramkilde er klar til at kæmpe for sin plads på AaB-holdet, og det er ikke nødvendigvis kun som spidsangriber, at han vil gøre sig gældende. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Marco Ramkilde er klar til at kæmpe for sin plads på AaB-holdet, og det er ikke nødvendigvis kun som spidsangriber, at han vil gøre sig gældende. Foto: Lars Pauli

GISTRUP:Mandagens AaB-træning var en af de koldere. Minusgrader gjorde det til en halvkølig oplevelse for AaB-spillerne, der brugte størstedelen af træningen på at spille 11 mod 11 med nogle taktiske instrukser indbygget i det spil.

På nabobanen løb Milan Makaric rundt og selvtrænede under ledelse af AaB's cheffysioterapeut Morten Skjoldager. Det blev til nogle løb og nogle tekniske øvelser, inden den stod på afslutningstræning. Umiddelbart lignede Makaric ikke en skadet spiller, så med tanke på, at Kasper Høgh undergik samme træning, inden han røg til Stabæk, så er der måske udsigt til en transfer for den store angriber. 

Blandt de angribere, der fik lov at træne med resten af AaB-truppen, var Marco Ramkilde. Ved mandagens træning var han tilbage på sin vante plads som spidsangriber centralt i banen. I fredagens træningskamp i Horsens spillede han venstre kant. 

Det er en naturlig konsekvens af AaB's nuværende opstilling, der i de første træningskampe har været noget, der bedst kan betegnes som 4-3-3. Altså kun med en enkelt decideret angriber. Den plads blev indtaget af nyindkøbte Nicklas Helenius i den halvleg, som Marco Ramkilde fik mod AC Horsens. 

- Det var en lille smule uvant. Mange af de taktiske ting, som vi havde trænet på, var lidt uvante. Det blev en underlig første halvleg, så jeg fik ikke sat det aftryk, som jeg gerne ville, lyder vurderingen fra Marco Ramkilde, der dog kan mærke fremgang i spillet som kant. 

- Jeg har trænet det lidt til træning, og det bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Der er nogle ting, jeg lige skal vænne mig til. Det er både, når jeg har bolden, men også måden jeg skal presse på.

Marco Ramkilde gjorde i efteråret comeback for AaB, og det sikrede ham en længere kontrakt med superligaklubben. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Marco Ramkilde gjorde i efteråret comeback for AaB, og det sikrede ham en længere kontrakt med superligaklubben. Arkivfoto: Lars Pauli

Den normale angriber er på ingen måde religiøs omkring, hvilken position han skal have sit udgangspunkt på, når AaB spiller kamp. 

- Personligt er jeg ligeglad med, hvilken plads, jeg kan komme til at spille. Jeg vil bare gerne hjælpe klubben, siger Marco Ramkilde.

Om han er matematisk student vides ikke, men han har lavet sit hjemmearbejde godt, og regnestykket er ikke så svært for Ramkilde. 

- Hvis jeg kan spille alle tre positioner i front, så er der bare større chance for spilletid. Så det vil da kun være klogt for mine muligheder for spilletid, hvis jeg kan lægge det på mit spil, at jeg kan spille kantpositionerne. Jeg har både spillet kantspiller som U17 og U19-spiller, da jeg kom op som førsteårsspiller, så det er ikke helt uvant for mig, siger han. 

Da efterårssæsonen sluttede, var Marco Ramkilde klart førstevalg som angriber hos AaB, men den position er muligvis blevet ændret med købet af Nicklas Helenius. Det er før set, at en angriber bliver lettere tøsefornærmet, hvis en klub henter en direkte konkurrent, men Marco Ramkildes attitude er et skoleeksempel på, hvordan man også kan håndtere øget konkurrence.

- Jeg har hele tiden forventet, at klubben ville hente en angriber mere, så det er fint nok. Der bliver brug for alle kræfter i den her halvsæson. Vi skal bare køre på, siger Marco Ramkilde. 

Fornuftig fysik

Det helt store spørgsmål omkring Marco Ramkilde er altså ikke, hvordan han forholder sig til konkurrencesituationen. Det er i langt højere grad interessant at høre, hvordan hans fysik har det. Den var nemlig det helt store tema for Ramkilde det meste af efteråret. 

- Det har været godt med en pause for mig oven på en hård periode, men jeg synes, at det rent fysisk ser fornuftigt ud. Der mangler lidt, men vi har jo også et stykke tid til første turneringskamp, så jeg vil mene, at det ser godt ud, siger Marco Ramkilde. 

I efteråret var belastning et nøgleord for angriberen, der kan mærke, at den tidligere så skrøbelige fodboldkrop efterhånden er ved at være robust. 

- Kroppen har det bedre, og den kan bedre tolerere træningerne nu. Det er dog noget, som først for alvor kan konkludere, når vi kommer i gang med at spille kampe. Jeg har jo kun spillet en enkelt halvleg, så det bliver godt, når jeg får flere minutter under bæltet, siger Marco Ramkilde. 

Nicklas Helenius var ikke med ved mandagens træning. Det samme var tilfældet for Pedro Ferreira, der var syg. Jeppe Pedersen var heller ikke taget med til Gistrup. I deres fravær deltog U19-spillerne Sebastian Stahlfest og Gustav Dahl. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.