AaB

AaB-assistenter mærker arbejdspresset på Malta

Rasmus Würtz og Oscar Hiljemark skal midlertidigt lukke hullet efter cheftræner Martí Cifuentes i superligaklubben

Træningslejren på Malta ledes af to erfarne spillere men relativt grønne trænere. Foto: Lars Pauli

Træningslejren på Malta ledes af to erfarne spillere men relativt grønne trænere. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Fredag landede AaB’s superligahold på Malta, som de næste 10 dage er scenen for vinterens traditionelle træningslejr.

Her er de blevet budt velkommen af beherskede 13 varmegrader og overskyet vejr, men mere bemærkelsesværdigt er det, at cheftræneren mangler.

Martí Cifuentes er blevet enig med AaB om at blive hjemme, da han står foran et snarligt skifte til Hammarby i Sverige. Det efterlader assistenttrænerne Rasmus Würtz og Oscar Hiljemark som de hovedansvarlige for træningen.

Se alle billederne fra fredagens træning nederst i artiklen

Det bekymrer dog på ingen måde sportschef Inge André Olsen, selvom ingen af de to har den P-licens, der kræves i Superligaen.

- Vi kører videre med den stab, vi har, og vi er trygge ved, at de kan levere kvalitet, for det har de gjort i lang tid under Martí. Lige nu betyder diplomer ikke så meget for mig, påpeger nordmanden.

Würtz og Hiljemark har dog ikke ligefrem haft lang forberedelsestid til at stå på egne trænerben for første gang.

- Martí og klubben tog beslutningen i aftes (torsdag, red.), og vi har rejst det meste af dagen, så vi har selvfølgelig haft travlt. Jeg synes dog, at vi har fået godt styr på det, siger Oscar Hiljemark, inden assistentmakkeren tager ordet.

- Vi havde jo ikke regnet med at stå i den her lidt specielle sitiation, men vi har arbejdet sammen et stykke tid under Cifuentes, og derfor er vi godt inde i rutinen og kommer til at sætte træningen op på samme måde hernede, lyder det fra Rasmus Würtz.

De to assistenter beskriver deres samarbejde som noget nær perfekt.

- Rasmus har fantastisk stor erfaring i fodboldverdenen, og jeg ser meget op til ham. Vi har et rigtig godt samarbejde og komplimenterer hinanden godt, så jeg trives utroligt godt med situationen, siger Oscar Hiljemark.

Må forlade Malta på skift

For lige at tilføje en presbold mere, så må begge assistenttrænere på skift forlade træningslejren, da de er i fuld gang med at tage den såkaldte A-licens, der er den næsthøjeste på området.

- Oscar tager afsted på søndag og er væk nogle dage, men kommer så tilbage den dag, hvor jeg er nødt til at tage afsted. Så vi trækker lidt på alle i staben. Her har vi også en Kasper Bøgelund (massør, red.), som har prøvet lidt af hvert i sin fodboldkarriere, og han kommer også til at hjælpe til. Vi løfter i flok, og så skal det nok komme til at fungere, lyder det optimistisk fra Rasmus Würtz.

Hiljemark og Würtz ses her under den første træning på Malta fredag aften. Foto: Lars Pauli

Hiljemark og Würtz ses her under den første træning på Malta fredag aften. Foto: Lars Pauli

Oscar Hiljemark mener desuden, at AaB’s trup er med til at lette hans og den øvrige stabs arbejde på Malta.

- Vi har en gruppe spillere, som er ambitiøse og arbejder benhårdt, uanset hvem der er træner. Man kan bare kigge på den første træning - efter en lang rejsedag. Der var god kvalitet og tempo over hele linjen, så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at levere 10-11 kvalitetsdage her på Malta.

- AaB skal nok stå godt rustet, når den nye cheftræner kommer, lyder det fra den svenske assistent.

AaB spiller den første kamp på træningslejren på tirsdag aften, hvor modstanderen er Sigma Olomouc fra den bedste tjekkiske liga.

Nordjyske arbejder i øvrigt intenst på at kunne livestreame alle AaB’s tre kampe på Malta direkte her på nordjyske.dk.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.