AaB bekræfter salg af midtstopper
Anders Hagelskjær skal til Norge, hvor han havde et succesfuldt lejeophold i fjor
Opdateret kl. 16:56
AALBORG: AaB har med øjeblikkelig virkning solgt Anders Hagelskjær til Molde FK, der både vandt den norske Eliteserie og pokalturnering i 2022. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Interessen fra Molde og Norge generelt har været beskrevet i flere medier gennem de seneste uger.
Dermed vender han tilbage til Eliteserien, hvor han repræsenterede Sarpsborg 08 FF som lejesvend i efteråret. Det vakte opsigt hos de norske mestre og pokalmestre, Molde.
- Efter Anders’ lejeophold i Sarpsborg har der været stor interesse for ham, blandt andet fra det norske mesterhold, Molde FK. Anders har selv ønsket at skifte, og da vi i forvejen har stor konkurrence om pladserne i det centrale forsvar og samtidig kunne nå til enighed med Molde FK om en fin aftale, er det ikke noget, vi vil stå i vejen for, udtaler Thomas Bælum, administrerende direktør i AaB, i en pressemeddelelse.
- Efter mit ophold i Sarpsborg er der så dukket en mulighed op for mig i Molde. I den forbindelse er jeg glad for, at klubberne kunne blive enige, så jeg kunne få mulighed for at gribe denne chance, siger Anders Hagelskjær.
I Molde FK får Anders Hagelskjær selskab af landsmanden Benjamin Tiedemann Hansen.
Anders Hagelskjær kom til AaB fra Silkeborg i 2021. Tidligere i år skrev nordjyderne kontrakt med norske Jonas Skulstad, der ligesom Hagelskjær er en venstrefodet midtstopper.