AaB'er er på affyringsrampen igen: - Jeg vil helst blive i udlandet

Iver Fossum har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt med AaB, og måske skilles parterne allerede denne vinter

AaB's Iver Fossum er ikke tilfreds med sine egne præstationer i efteråret. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

AaB's Iver Fossum er ikke tilfreds med sine egne præstationer i efteråret. Arkivfoto: Lars Pauli

GISTRUP:I flere transfervinduer er Iver Fossum blevet nævnt som et oplagt salgsemne i AaB, og det er ikke anderledes denne vinter.

Den 26-årige nordmand har blot et halvt år tilbage af sin kontrakt, og fungerende sportschef Thomas Bælum fortalte allerede ved indgangen til januars transfervindue, at der er interesse for Iver Fossum.

Midtbanespilleren var dog stadig med, da AaB-truppen torsdag trænede på kunstgræsbanen i Gistrup.

- Det er vel altid sådan, at der vil være noget snak, når jeg kun har et halvt år tilbage, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, så det må vi se. Det er svært at sige, hvad jeg forventer, for i fodbold ved man aldrig, hvad der sker, så vi må vente og se, siger Iver Fossum.

I december skrev Ekstra Bladet, at Iver Fossum var på blokken i Rosenborg hjemme i Norge. Det har Rosenborg-træner Kjetil Rekdal siden afvist over for TV 2 Norge, og hovedpersonen selv er heller ikke umiddelbart varm på idéen om et comeback til norsk fodbold, hvor han tidligere har repræsenteret Strømsgodset.

- Jeg vil helst blive i udlandet, men igen er det jo ikke til at sige, hvad der sker, så jeg vil omvendt heller ikke afvise noget, siger Iver Fossum.

I sommer var det Lech Poznan, der havde snøren ude efter nordmanden, men det skifte faldt til jorden, fordi den polske klub ikke kunne komme overens med AaB om en pris. Iver Fossum afviser dog, at det gik ud over hans motivation i en efterårssæson, hvor han ellers har været langt fra sit topniveau.

- Jeg synes ikke, at jeg har været påvirket af det. Jeg har arbejdet hårdt og haft fokus på de ting, jeg skal have fokus på. Min motivation for at spille for AaB er ligeså stor, som den altid har været. Det er stadig sjovt at spille fodbold, så det har ikke været noget problem, siger Iver Fossum.

Han erkender dog, at hans præstationer i efteråret heller ikke har levet op til egne forventninger. Først i efterårets sidste kamp blev det til sæsonens første scoring fra nordmanden, der ikke er noteret for nogen oplæg til mål.

- Det har selvfølgelig ikke været godt nok og langt fra det, jeg gerne vil, så det har været skuffende. Jeg kan ikke gøre andet end at arbejde hårdt og forsøge at gøre det bedre i resten af sæsonen.

- Som hold ved vi også godt, at vi ikke har gjort det godt nok, og sæsonen er slet ikke gået, som vi havde set for os i sommer. Men der er ikke andet at gøre end at arbejde stenhårdt i den her opstart, så vi forhåbentlig kommer til at præstere bedre, siger Iver Fossum.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.