AaB er i forsvarsbekneb før Lyngby-kamp

AaB er hårdt ramt i midterforsvaret før søndagens hjemmekamp

AaB's Daniel Granli bliver ikke klar til søndagens hjemmekamp mod Lyngby. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

AaB's Daniel Granli bliver ikke klar til søndagens hjemmekamp mod Lyngby. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Det bliver med et alternativt midterforsvar, når AaB søndag tager imod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen.

Viceanfører Mathias Ross blev tidligere på ugen solgt til den tyrkiske storklub Galatasaray, og dermed skal Lars Kramer have en ny makker i det centrale forsvar.

Tilmed er den oplagte løsning på det problem, norske Daniel Granli, fortsat ude med en skade.

- Granli er på vej tilbage, og det arbejder han på i øjeblikket, men han er ikke aktuel til kampen i morgen, konstaterer AaB-træner Lars Friis, der håber, at nordmanden bliver spilleklar til næste lørdags udekamp mod AGF.

- Vi arbejder på, at han står klar i Aarhus. Det går den rigtige vej for ham, men jeg kan hverken garantere eller udelukke noget, siger Lars Friis.

Daniel Granlis skadesfravær betyder, at 18-årige Sebastian Otoa overtager Mathias Ross' plads i AaB's kamptrup.

- Han er en talentfuld spiller, som er kommet til klubben for ikke så lang tid siden. Han har gjort det godt på vores U19-hold, men det er også en spiller, der har døjet med en del skader. Han er dog nu blevet clearet til at kunne spille lidt længere tid, og derfor er han i spil nu. 

- Vi kan komme i en situation, hvor han skal spille, men ellers er han jo en spiller, der skal sluses stille og roligt ind. Han er først begyndt at træne med os for alvor nu på grund af de skader, han har haft, men han har gjort det godt.

- Han er god på bolden og fysisk stærk, men han er stadig U19-spiller, og de er jo ikke nødvendigvis klar til Superligaen. Nogle gange bliver man dog også kun klar til det ved at blive kastet ud i det, siger Lars Friis.

Foruden Daniel Granli må AaB til søndagens kamp mod Lyngby fortsat se bort fra angriberen Kasper Høgh, der er ude på ubestemt tid med en hovedskade.

AaB's trup mod Lyngby

  • Cheftræner Lars Friis har udtaget følgende 20 spillere til søndagens hjemmekamp mod Lyngby Boldklub.
  • 1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 28 Jeppe Pedersen, 31 Anders Noshe, 32 Kilian Ludewig, 34 Sebastian Otoa og 38 Oliver Ross.
  • Daniel Granli og Kasper Høgh er ukampdygtige.
  • Der er kampstart klokken 14, og du kan se opgøret på Canal 9 eller følge det i livebloggen på nordjyske.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden