AaB'er var bænket, da U21-herrer kom tættere på EM
Det danske U21-landshold satte tingene på plads i første halvleg i lørdagens 3-0-sejr hjemme over Kasakhstan
Opdateret kl. 17:21
FODBOLD: Gustav Isaksen, Maurits Kjærgaard og Albert Grønbæk scorede målene for det danske U21-landshold, som vandt 3-0 i lørdagens EM-kvalifikationskamp hjemme over Kasakhstan.
AaB's Mathias Ross så hele kampen fra bænken, idet Augsburgs Frederik Winther og Japhet Sery Larsen fra norske Bodø-Glimt var valgt til de to pladser i det centrale forsvar.
Danskerne kom foran 1-0, da der blot var spillet lige under et minut af kampen.
Kantspilleren Gustav Isaksen modtog en aflevering ude i højre side, trak ind i banen op hamrede bolden op i det korte hjørne.
Kasakherne svarede igen kort efter og havde et hovedstød fra tæt hold, men målmand Mads Hermansen diskede op med en god redning.
Kort efter var det backen Rasmus Carstensen, som var ved at bringe Danmark yderligere foran. Men det flade skudforsøg gik forbi fjerneste stolpe.
Efter 25 bragte Maurits Kjærgaard Danmark foran 2-0 på fornemt oplæg af Mohamed Daramy, der tog en længere dribletur i venstre side.
Det var Maurits Kjærgaards første mål på U21-landsholdet.
Daramy spillede generelt en god kamp og forsøgte sig også fra kanten af feltet, men Ajax-spilleren manglede præcision.
I anden halvleg pressede danskerne på for at fremtvinge flere scoringer, men udeholdet stod godt imod og forsvarede sig.
Indskiftede Albert Grønbæk fik dog headet et mål mere ind et minut inde i tillægstiden, og den føring var ved at blive udbygget yderligere kort efter.
Sebastian Jørgensen sluttede af med at have et frispark på stolpen, og bolden dansede derefter på tværs af det lille felt uden at blive ramt af nogen.
Trods sejren kan Danmark ikke nå at indhente Belgien, som er sikker på at tage førstepladsen i gruppen og den direkte adgangsbillet til EM.
Med de tre point cementerede Danmark til gengæld andenpladsen, som minimum giver adgang til playoffkampe om at komme til EM næste sommer.
Danmark mangler at spille to hjemmekampe - 10. og 14. juni hjemme mod henholdsvis Skotland og Tyrkiet.
Danmark har været fast inventar ved U21-EM, de seneste fire gange turneringen er blevet afholdt. Senest nåede holdet kvartfinalen ved europamesterskabet i 2021.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.