AaB

AaB'er var til prøvetræning i Holland - men nu er han tilbage på Hornevej

Ung AaB'er afsøgte mulighederne i Holland. Det var et godt match, men nu leder han og klubben efter et endnu bedre match

Oliver Klitten forsøger at standse Brøndbys Anthony Jung i forbindelse med en udekamp i juli 2020. Arkivfoto: Bente Poder
Oliver Klitten forsøger at standse Brøndbys Anthony Jung i forbindelse med en udekamp i juli 2020. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD: I sidste uge kunne AaB's sportschef, Inge André Olsen, fortælle, at Oliver Klitten var rejst til Holland for at forsøge at spille sig til en prøvekontrakt hos Jupiler League-klubben TOP Oss.

Nu er Klitten så vendt hjem til Danmark. Opholdet forløb ellers fint for begge parter, idet Klitten og TOP Oss, ifølge den norske sportschef, var et godt match.

- Både for Oliver (Klitten, red.) og klubben (Top Oss, red.) var det et godt match, men han er nu vendt hjem til AaB. Vi skal sammen med Oliver nu finde klubber, der måske er et endnu bedre match, siger Inge André Olsen.

Blå bog: Oliver Klitten

Født 1. maj 2000 i Aalborg

Kantspiller og angriber

Hans tvillingebror Lukas Klitten skrev tidligere på sommeren under med italienske Frosinone

Var fra oktober til december sidste år lejet ud til norske Haugesund

Superligaminutter: 787

Kontraktudløb: 30. juni 2023

Vi skal sammen med Oliver nu finde klubber, der måske er et endnu bedre match
Inge André Olsen

Oliver Klitten er dog ikke den eneste AaB-spiller, der kan være på vej væk fra Aalborg i den kommende tid.

Klubben arbejder i øjeblikket på at afsøge mulighederne med det formål at give flere af spillerne mulighed for mere spilletid, så udviklingsrammerne bliver optimale.

- Det er fornuftigt, at vi alle ser på, hvordan vi kan give vores spillere mest mulig spilletid. Der er flere spillere, vi arbejder med på at få sendt ud på lejeaftaler, og der er også interesse fra en del klubber, siger nordmanden, der i sin tid som Stabæk-spiller også selv var lejet ud til først Start Kristiansand og siden Strømsgodset.

En af de spillere, der skal forsøge at bide sig fast på førsteholdet i den kommende sæson, er 19-årige Marcus Hannesbo. Ham kan du læse om her.

Der resterer endnu næsten to måneder af transfervinduet, der for de danske klubbers vedkommende først lukker i begyndelsen af september.

- Vi har fortsat god tid, og transfervinduet er åbent længe, så vi kommer ikke til at stresse over det. Det vigtigste er at finde et godt sted til de spillere, som skal til udlandet, pointerer han.

Fra oktober til december sidste år var Oliver Klitten lejet ud til norske Haugesund. Her fik den 21-årige angriber i alt 91 minutter uden mål til følge. Egentlig var planen, at han skulle være hos den norske Eliteserien-klub frem til december 2021, men begge parter blev ved årsskiftet enige om at ophæve kontrakten før tid.

Mål er det heller ikke blevet til i Superligaen, hvor Oliver Klitten indtil videre har spillet 787 minutter for AaB.

I U19-ligaen er hans statistik markant anderledes, for her står den unge angriber noteret for 19 mål i 46 kampe.

Oliver Klitten har kontrakt med AaB frem til sommeren 2023.

Bliv opdateret, når Nordjyske skriver om AaB. Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev, der udelukkende fokuserer på Nordjyllands eneste superligaklub. Læs mere her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden