AaB flytter træningslejr med kort varsel
Superligaklubben har droppet Malta som vinterdestination, og turen går i stedet til Spanien
Opdateret kl. 14:28
AALBORG: AaB skulle for andet år i træk have været på træningslejr på middelhavsøen Malta, men med kort varsel er de planer blevet skinlagt.
- Der har været nogle meget kraftige regnskyl dernede, som har sat flere baner ud af spil. Konsekvensen har været, at de tilbageværende baner er blevet overbelastede, for der har været rigtig mange hold på træningslejr på Malta under VM-slutrunden, forklarer AaB-direktør Thomas Bælum om aflysningen.
I stedet sætter Erik Hamrén og spillerne kurs mod Spanien - nærmere bestemt byen Oliva, der ligger mellem Alicante og Valencia.
Afrejsedatoen er stadig den samme, lørdag 28. januar, hvorimod træningslejren i den anden ende forlænges med to dage, så der nu først er hjemrejse torsdag 9. februar.
Under opholdet i Spanien er der arrangeret tre testkampe mod henholdsvis nordirske Derry City FC, svenske IK Sirius FK og norske Sogndal Fotball.
Efter hjemkomsten fra træningslejren spiller AaB lørdag 11. februar den afsluttende testkamp mod Vendsyssel FF.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.