AaB forlænger med ung forsvarsspiller
Sebastian Otoa har forlænget sin kontrakt i AaB til 2027
Opdateret kl. 19:20
AALBORG: Den 19-årige forsvarspiller Sebastian Otoa har skrevet under på en ny kontrakt i AaB, som løber frem til 2027.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- Siden Sebastian kom til AaB Akademiet for to år siden, har han gennemgået en flot udvikling, hvilket også førte til en del spilletid i slutningen af foråret samt en optræden på det danske U/19-landshold, og det glæder os, at vi kan indgå en lang aftale med en af spillerne fra vores akademi, siger AaB’s sportsdirektør, Ole Jan Kappmeier.
- Sebastian er en talentfuld, hårdtarbejdende og fysisk stærk forsvarsspiller, der både er duelstærk og dygtig på bolden. Han er allerede nu en vigtig del af vores førsteholdstrup, og vi tror på, at han i selskab med vores andre stærke forsvarsspillere kan fortsætte sin udvikling i AaB, siger Ole Jan Kappmeier.
Sebastian Otoa kom til klubben fra FC Roskilde i sommeren 2021, og i september 2022 fik han debut for førsteholdet. Indtil videre har han spillet ni førsteholdskampe.
I år har han desuden fået debut på det danske U/19-landshold, og han har desuden udviklet sig på mange områder, så han i dag fremstår som et af de mest spændende forsvarstalenter i sin aldersgruppe på dansk jord.
- Jeg er stolt og glad over at kunne indgå en lang aftale med AaB. Jeg har indtil videre haft to gode år i denne dejlige klub, hvor jeg har lært mange gode mennesker at kende, og efter lidt skader i begyndelsen tog klubben godt hånd om det, så jeg har kunnet spille noget mere den seneste tid, udtaler den 198 centimeter høje forsvarspiller.
Kontraktforlængelsen med Sebastian Otoa er bemærkelsesværdig, fordi det er anden gang på mindre end et år, at han forlænger sin kontrakt med AaB. Oprindeligt stod hans aftale til at løbe ud denne sommer, men den blev i løbet af sidste efterår forlænget, så den løb til sommeren 2025.
Den aftale er altså nu forlænget til sommeren 2027, hvilket mere end noget andet indikerer, at den 19-årige forsvarsspiller er en mand, som AaB håber at udvikle yderligere for at sælge ham videre med god profit.
Indtil videre er det blevet til ni kampe på AaB's førstehold for Sebastian Otoa.
Sammen med resten af holdet rejste Sebastian Otoa onsdag på træningslejr i Hamburg. Her skal AaB være frem til søndag, når man spiller den sidste træningskamp inden sæsonpremieren mod B93. Søndagens modstander er Lübeck, der spiller i den tredjebedste tyske række.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.