AaB glipper første point i sæsonen trods føringsmål

De aalborgensiske kvinder bragte sig foran på udebane mod Kolding Q, men efter pausen vendte hjemmeholdet opgøret

Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Der er akut brug for medvind hos bundholdet i Gjensidige Kvindeligaen. AaB's kvindehold er fortsat uden point efter otte kampe i indeværende sæson.

Fredag var nordjyderne ellers på vej mod første ligasejr, da Nicole Robertson bragte dem foran i Kolding. Men cheftræner Claus Larsens tropper formåede ikke at holde resultatet hjem og er fortsat uden sejre eller uafgjorte i ligaen.

Kolding Q - AaB 2-1 (0-1)

Mål: 0-1 Nicole Robertson (38. minut), 1-1 Sille Fuhlendorff (50. minut), 2-1 Cecilie Christensen (75. minut)

Advarsler: Cille Holst, AaB (55. minut), Sofie Karsberg-Petersen, Kolding (87. minut)

AaB’s startopstilling (4-4-2): Emberly Sevilla - Cille Bundgaard Holst, Emma Nøddelund, Lauren Harkes, Emilie Billing - Pernille Pedersen, Karoline Petersen, Sofie Lybæk, Ulrikke Linde - Benedicte Moss - Nicole Robertson

Det var ellers AaB, som kom bedst ud i opgøret og flere gange pressede på mod Kolding, som man senest tabte til søndag. Der var altså revanche at hente efter nederlaget på hjemmebane. Pilen pegede også mod den revanchering ved slutningen af første halvleg.

Et langt indkast endte nemlig ved Emma Nøddelund, der sendte bolden videre til amerikanske Nicole Robertson, som er vendt tilbage til AaB denne sommer. Angriberen sendte bolden sikkert ind, og dermed kunne aalborgenserne gå til pause med en føring.

I anden halvleg kom Kolding Q bedst ud, og de teknisk funderede kvinder så flere gange farlige ud. Det blev dog en fejl i AaB's rækker, der gjorde udslaget ved hjemmeholdets udligning.

Et indlæg blev sendt ind foran målmand Emberly Sevilla, der ikke formåede at holde på bolden. Dermed kunne Sille Fuhlendorff skubbe den i mål under store protester fra AaB-lejren, der appellerede for frispark. Det blev ikke dømt, og til gengæld var der mål til hjemmeholdet.

Sille Fuhlendorff var med til at gøre ondt værre, da hun med et kvarter tilbage sendte et velplaceret indlæg ind til Cecilie Christensen, som svagt markeret bragte Kolding Q foran. Dermed jagter de nordjyske kvinder fortsat sæsonens første ligasejr.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.