AaB henter dansk back i Mönchengladbach

Andreas Poulsen vender tilbage til dansk fodbold, hvor han har fået en fireårig kontrakt med AaB.

Andreas Poulsen nåede kun at spille en enkelt kamp for Borussia Mönchengladbachs førstehold. (Arkivfoto). <i>Firo Sportphoto/Max Ellerbrake/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Poulsen nåede kun at spille en enkelt kamp for Borussia Mönchengladbachs førstehold. (Arkivfoto). Firo Sportphoto/Max Ellerbrake/Ritzau Scanpix

AaB forstærker venstreflanken med en udlandsdansker.

Efter fire år i tysk og østrigsk fodbold vender Andreas Poulsen således hjem til Danmark. Backen har fået en fireårig kontrakt i den nordjyske superligaklub.

Det skriver AaB onsdag på sin hjemmeside.

22-årige Poulsen skifter til AaB fra Borussia Mönchengladbach, som har ejet danskeren siden 2018.

Det er dog aldrig blevet til ret meget spilletid i den tyske bundesligaklub. Primært fordi Poulsen har brugt de seneste år på at være udlejet.

I januar 2020 blev han lånt ud til østrigske Austria Wien. Det gjorde han også i foråret 2021. I den netop overståede sæson var Poulsen udlejet til FC Ingolstadt i den næstbedste tyske række.

- Andreas' talent er indiskutabelt, og vores fælles mission er nu at få kickstartet hans karriere til gavn for AaB og til gavn for Andreas selv, siger AaB-sportschef Inge André Olsen til klubbens hjemmeside.

Andreas Poulsen tog til Tyskland fra FC Midtjylland tilbage i 2018 og glæder sig nu til at vende tilbage til dansk fodbold.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. AaB er en interessant klub, der har gang i noget spændende. Jeg synes, der er et stort potentiale i truppen, og jeg er sikker på, at vi kan opnå noget stort sammen, siger Poulsen på AaB's hjemmeside.

Mens det endnu ikke er blevet til optrædener på landsholdet, så har venstrebacken spillet 45 kampe for diverse danske ungdomslandshold. Blandt andet på hans nye hjemmebane.

- På det personlige plan håber jeg, at jeg i de næste fire år kan få tryghed og en masse kontinuerlig spilletid. Det er i hvert fald det, jeg vil arbejde rigtig hårdt for.

- Jeg har jo spillet en del U21-landskampe på Aalborg Portland Park, så jeg glæder mig rigtig meget til også at spille foran AaB's fans og forhåbentlig levere en masse gode præstationer krydret med mange assists, lyder det fra Andreas Poulsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.