Her er AaB's nye midtbanespiller
AaB forstærker midtbanen med en norsk U-landsholdsspiller
Opdateret kl. 16:54
AaB har for resten af indeværende sæson lejet den defensive midtbanespiller Travis Hernes i den engelske Premier League-klub Newcastle United, fortæller den nordjyske superligaklub i en pressemeddelelse.
Den 19-årige norske U/20-landsholdsspiller er født i Kingston i Jamaica, men optrådte indtil 2019 for sin barndomsklub Heradsbygda IL, hvorfra han skiftede til engelske Wolverhampton Wanderers.
I 2021 gik turen i England videre til Shrewsbury Town, hvor han også fik førsteholdskampe, inden han 1. september 2023 blev hentet til Newcastle.
For Norge er det hidtil blevet til otte ungdomslandskampe.
- Travis er en ung, sulten og talentfuld central midtbanespiller, der er bedst som sekser, men som også kan udfylde otter-positionen.
- Han er teknisk dygtig og har et godt, fremadrettet flow i sit spil. Han er pasningssikker – også under pres – ligesom han indeholder dynamik og god acceleration, og i det hele taget dækker Travis et stort område og arbejder hårdt igennem i hel kamp, og vi ser frem til, at han i det næste halve år bliver en del af vores trup, lyder det fra sportsdirektør James Gow.
Travis Hernes glæder sig til at tilbringe de kommende måneder i Aalborg.
- Jeg har hørt en masse gode ting om klubben og har også set flere af holdets kampe, og derfor ved jeg også, at der er en fantastisk opbakning fra fansene.
- Derudover har jeg haft fine samtaler med blandt andre James og Menno (van Dam, AaB’s cheftræner, red.) og fået et rigtig godt indtryk af det hele, fortæller Travis Hernes.
Travis Hernes får trøje nummer 26 i AaB og er med i truppen til lørdagens testkamp mod Viborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.