AaB henter kroatisk målmand på fri transfer

AaB har hentet målmanden Josip Posavec på en treårig kontrakt. Han kommer til klubben på en fri transfer.

Josip Posavec har spillet 16 U21-landskampe for Kroatien. Her ses målmanden i en kamp mod Frankrig under U21-EM i 2019 i San Marino. (Arkivfoto). <i>Andreas Solaro/Ritzau Scanpix</i>

Josip Posavec har spillet 16 U21-landskampe for Kroatien. Her ses målmanden i en kamp mod Frankrig under U21-EM i 2019 i San Marino. (Arkivfoto). Andreas Solaro/Ritzau Scanpix

Jacob Rinne efterlod et stort hul på målmandsposten i AaB, da svenskeren valgte at forlade den nordjyske fodboldklub denne sommer.

Nu er afløseren måske fundet i form af den 26-årige kroat Josip Posavec, der har fået trøje nummer 1 og en kontrakt i de kommende tre sæsoner.

- Jeg glæder mig meget til at spille for AaB. Jeg har hørt mange gode ting om klubben og byen, og jeg vil gøre mit bedste hver dag for at hjælpe klubben og holdkammeraterne.

- Og så håber jeg, at vi sammen kan opnå store ting, siger Josip Posavec til klubbens hjemmeside.

Han forklarer, at han har været i dialog med AaB i halvanden måned.

- Nu kan jeg ikke vente med at komme i gang og bidrage til holdet med min erfaring og hårde arbejde, siger Josip Posavec.

Tidligere i karrieren har kroaten spillet 52 kampe for den italienske klub Palermo - heraf blev det til 30 kampe i Serie A.

Senest har han optrådt for Hajduk Split i hjemlandet. Her havde han kontraktudløb denne sommer.

AaB-sportschef Inge André Olsen er meget tilfreds med forstærkningen.

- Josip anser vi som en topmålmand, og med sine allerede omkring 175 kampe på højt niveau bringer han også stor erfaring til vores hold.

- Hans egenskaber som målmand er ret komplette. Han er afstemt og modig i straffesparksfeltet, dygtig i redningsspillet og god med fødderne.

- Og så har han både via vores referencer og i vores samtaler gjort et sympatisk indtryk som menneske, siger Inge André Olsen.

Josip Posavec er noteret for 16 kampe for det kroatiske U21-landshold.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden