AaB henter offensiv forstærkning

AaB har hentet en kantspiller i Viborg

Younes Bakiz er ny mand i AaB. <i>AaB</i>

Younes Bakiz er ny mand i AaB. AaB

FODBOLD:Younes Bakiz er et navn, som AaB-fans skal lære at kende. For offensivspilleren skal indtil sommeren 2026 tørne ud for klubben.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

23-årige Bakiz, som primært gør det på kanterne, skifter fra Superligaklubben Viborg FF.

- Vi har i et stykke tid haft udset os Younes Bakiz som en mulig forstærkning af vores trup, og vi er glade for, at tingene har kunnet lykkes her i slutningen af transfervinduet, siger sportschef Inge André Olsen og fortsætter:

- Younes er en teknisk dygtig og fremadrettet spiller, der ligeledes bidrager med hårdt arbejde, når vi ikke er i boldbesiddelse, og så er han som person meget målrettet i sin tilgang.

Skiftet lurede aftenen igennem, hvor det i første omgang afhang af, at Brøndby skulle købe Nicolai Vallys i Silkeborg, og Silkeborg derefter skulle købe Kasper Kusk i AaB, så der ville være plads til Younes Bakiz i AaB.

Det er nu sket.

- Jeg er utrolig lettet og rigtig glad for at være i Aalborg.

- Nu har jeg mødt AaB et par gange i Superligaen, og man er altid kommet op til et stadion, der koger her i Nordjylland. Det har jeg prøvet som udehold, og det glæder jeg mig rigtig meget til at prøve som hjemmehold. Det er faktisk en af de store grunde. Og så fordi AaB er en stor klub i Danmark med stolte traditioner. Det glæder jeg mig til at være en del af, fortæller Younes Bakiz og uddyber:

- Jeg fornemmer, at mange i Aalborg og Nordjylland har en mening om AaB, og mange støtter holdet, og jeg glæder mig til at løfte tingene sammen. Jeg er en spiller, der vil gøre alt for at vinde, og det skal lyse ud af os, og det glæder jeg mig rigtig meget til at bidrage med.

I AaB skal Younes Bakiz spille med nummer 23.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden