AaB henter svensk målmand

AaB har lavet en kort aftale med Oscar Linnér, der i resten af året skal være gardering for Theo Sander

Oscar Linnér har lavet en kort aftale med AaB. <i>Foto: AaB</i>

Oscar Linnér har lavet en kort aftale med AaB. Foto: AaB

FODBOLD: AaB har for den resterende del af kalenderåret lavet aftale med den 25-årige svenske målmand Oscar Linnér, fortæller den nordjyske superligaklub i en pressemeddelelse.

Kroatiske Josip Posavec pådrog sig inden forrige spillerunde en skade, der holder ham ude resten af efteråret, hvorfor Oscar Linnér er hentet ind som supplement til Theo Sander, som har vogtet AaB’s mål og holdt nullet i de to seneste kampe i 3F Superligaen.

Oscar Linnér har 115 førsteholdskampe for AIK Stockholm på sit CV, ligesom det er blevet til en A-landskamp og syv U-landskampe for Sverige.

AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:

- Vi har vurderet, at det i fraværet af Josip Posavec var nødvendigt at supplere med en erfaren og kvalificeret målmand, og det har vi til fulde fundet i Oscar Linnér.

- Theo Sander har gjort det strålende, og ham har vi enorm tillid til, men nu har vi styrket truppen med Oscar, der således står klar som backup resten af året, siger Thomas Bælum.

Oscar Linnér, der har været uden kontrakt siden slutningen af august, ser frem til de kommende uger i Aalborg.

- Efter en periode med træning på egen hånd har jeg de seneste dage trænet med min tidligere klub AIK, så jeg kommer hertil i fin form, og jeg glæder mig til at blive en del af god og professionel klub som AaB, som jeg har hørt meget godt om.

- For mig handler det om at træne godt og bakke op om Theo Sander og så selvfølgelig være klar, hvis Erik Hamrén (AaB’s cheftræner, red.) vurderer, at Theo får brug for en pause eller behovet skulle opstå. Det er altid fedt at se en ung og så dygtig målmand som Theo Sander få chancen. Det fik jeg selv som 18-årig, hvor jeg nød godt af at have en mere erfaren målmand omkring mig, fortæller Oscar Linnér.

Oscar Linnér har første træningsdag i AaB søndag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.