AaB-indkøb kan få debut: Her er status før FCK-kamp
AaB har stadig en enkelt mand på skadeslisten før sæsonens første hjemmekamp
Opdateret kl. 18:00
FODBOLD: Der er et nyt ansigt på AaB-holdet, når nordjyderne søndag træder ind på Aalborg Portland Park for første gang i denne sæson.
Venstrebacken Andreas Poulsen, der før denne sæson blev hentet i tyske Gladbach, kom til AaB med et fysisk efterslæb, og derfor gik han glip af sæsonpremieren i Viborg. En uges ekstra træning har dog gjort ham godt forud for søndagens opgør mod FC København.
- Andreas er med i truppen, lyder meldingen fra cheftræner Lars Friis.
Han må til gengæld fortsat se bort fra forsvarsspilleren Daniel Granli, der var på træningsbanen tidligere på ugen, men stadig er på skadeslisten.
- Det er helt efter planen. Det var aldrig meningen, at han skulle være klar til den her kamp. Det handler om at styre hans belastning, så vi får bygget ham godt op, siger Lars Friis.
1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 25 Andreas Poulsen, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 39 Kasper Høgh.
AaB får søndag formentlig god opbakning i forsøget på at revanchere sig efter sidste søndags skuffende præstation i 1-2-nederlaget til Viborg. Arbejdernes Landsbank, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus har sørget for gratis adgang til kampen, og alle billetterne er blevet revet væk.
FC København fik en endnu mere skuffende start på sæsonen, da de forsvarende mestre hjemme i Parken tabte 0-1 til oprykkerne AC Horsens.
- Jeg forventer, at det bliver et voldsomt FCK-hold, der kommer ud, og det skal vi kunne modstå og matche. Uanset om vi står højt eller lavt, skal vores udtryk være aggressivt, og vi skal gøre det sammen. Det var det, vi dumpede på i Viborg, siger Lars Friis.
Der er kampstart søndag klokken 18.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.