AaB jagter AGF-profil
Ifølge islandsk medie skal AaB-sportschef Inge André Olsen mødes med Jón Dagur Thorsteinssons agent
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:20
FODBOLD: - Det bedste, vi nordjyder ved, er vin ad libitum og transferfrie spillere.
Ordene er den legendariske tidligere AaB-sportsdirektør Lynge Jakobsens, men en af hans efterfølgere har tilsyneladende taget ved lære ved i hvert fald halvdelen af det udsagn.
AaB-sportschef Inge André Olsen har allerede sikret sig Allan Sousas underskrift, så den brasilianske Vejle-profil med virkning fra sommer skifter transferfrit til AaB, men han får måske selskab af en anden superligaprofil.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er AaB således interesserede i AGF's kantspiller Jón Dagur Thorsteinsson. Den 23-årige islænding har kontraktudløb i AGF til sommer.
Det islandske medie Fotbolti.net går skridtet videre og beretter, at Inge André Olsen i næste uge skal mødes med Jón Dagur Thorsteinssons agent.
Over for Nordjyske benægter Inge André Olsen heller ikke interesseren.
- Nummer et for os vil være at hente danske spillere, og nummer to for os er udenlandske spillere, der allerede spiller i Danmark. Alle spillere, der spiller på et højt niveau i Danmark og har kontraktudløb, vil stå på listen i alle klubber, konstaterer Inge André Olsen.
Jón Dagur Thorsteinsson har en fortid i Vendsyssel FF, som han repræsenterede i sæsonen 2018/2019 som lejesvend fra engelske Fulham. Siden sommeren 2019 har han været AGF-spiller. Herfra kender islændingen også den nye AaB-cheftræner Lars Friis, der var assistent for cheftræner David Nielsen indtil januar 2021.