AaB-konkurrent køber nordjysk midtstopper
Midtstopperen er tilbage i dansk fodbold efter en succesrig periode i Norge
Opdateret kl. 20:27
HORSENS: Vendelboen Søren Reese er tilbage i dansk fodbold. Midtstopperen er nemlig hentet til AC Horsens med øjeblikkelig virkning. Det skriver 1. divisionsklubben i en pressemeddelelse.
Dermed har de tre nordjyske 1. divisionsholds modstander i landets næstbedste række købt Reese fri af norske Haugesund, som han skiftede til i fjor efter en årrække i FC Midtjylland og flere lejemål til følge - herunder i netop AC Horsens. Kontrakten med de gulblusede løber frem til sommeren 2026.
- Jeg har altid været glad for at være i AC Horsens, for det er en klub, der passer godt til mig og omvendt. Nu er tidspunktet heldigvis kommet, hvor vi kan gøre det permanent, og jeg glæder mig til at bidrage til, at vi vender tilbage til Superligaen så hurtigt som muligt, udtaler Reese.
- Jeg kommer tilbage i den bedste udgave nogensinde efter at have spillet halvanden sæson uden at misse en kamp, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg kender omgivelserne og de gode folk i klubben, og jeg har sjældent haft bedre forudsætninger for at komme i gang og bidrage fra dag ét, lyder det fra ham.
I Haugesund har Søren Reese haft masser af nordjysk selskab. Klubben råder nemlig over Anders Bærtelsen, tidligere Vendsyssel FF og AaB, samt Magnus Christensen, som har tilbragt en lang række sæsoner i AaB. Norske Martin Samuelsen har ligeledes optrådt i AaB-trøjen.
Reese spillede aldrig for AaB, men tog en anderledes vej mod Superligaen. Midtstopperen fra Ingstrup startede nemlig som kontraktspiller i Blokhus FC, senere Jammerbugt FC, og røg derfra til Viborg FF. Efter en succesrig periode i 1. division og Superligaen for midtjyderne, tog han videre til FC Midtjylland, men nordjyden fik aldrig debut for førsteholdet. I stedet blev det til en række lejemål til Sønderjyske, Esbjerg, AC Horsens og polske Zagłębie Lubin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.