AaB lejer tysk U21-landsholdsmålmand

Den nordjyske superligaklub har hentet konkurrence til målmandsposten 

Nico Mantl skifter til AaB for resten af indeværende sæson.  <i>Foto: AaB</i>

Nico Mantl skifter til AaB for resten af indeværende sæson.  Foto: AaB

FODBOLD: Superligaklubben AaB har forstærket truppen med den tyske U21-landsholdsmålmand Nico Mantl, skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Den unge målmand har fået en kontrakt for resten af indeværende sæson, hvor han bliver en del af en målmandstrio, som også består af Josip Posavec og Theo Sander.

- Med udsigt til et ekstremt vigtigt forår har vi valgt at skærpe konkurrencen på målmandsposten, og alene det at have været i aktion for det tyske U/21-landshold borger for stærke kompetencer.

- Nico kommer således til AaB med stor kvalitet og også en del erfaring, og dermed er der lagt op til en hård kamp om at blive førstevalg i foråret, og de næste uger må vise, hvem Erik (Hamrén, AaB’s cheftræner, red.) vælger, når vi 17. februar løber på banen til forårspremieren mod AGF, siger AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum.

Den tyske målmand er på kontrakt i FC Salsburg, hvor han har spillet 10 kampe for førsteholdet og herudover har spillet fem ungdomslandskampe for Tyskland.

- Jeg er meget begejstret for muligheden for at komme til AaB, som er en god klub i en spændende liga, og som har en stærk fanskare. Jeg kender Kilian (Ludewig, red.) fra Red Bull Salzburg, og han roser også byen og klubbens faciliteter, så jeg glæder mig til, at vi går i gang.

- Jeg håber selvfølgelig, at vi i foråret kan vinde en masse kampe, og så håber jeg på at få så meget spilletid som muligt og bidrage med alt, hvad jeg kan. Selvom jeg er en ung målmand, kommer jeg med en vis erfaring, og jeg håber på at kunne hjælpe holdet med mit spil på bolden, min styrke i en-mod-en-situationerne og med min personlighed og karakter, lyder det fra Nico Mantl.

Den 193 centimeter høje målmand er med, når AaB tager hul på forårssæsonen med første træningsdag 4. januar. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.