Fodbold

AaB-lejesvend har rejst sig i Vendsyssel: Vil gerne takke for tilliden

Angriberen Wessam Abou Ali har scoret i mere end hver anden kamp for vendelboerne

Arkivfoto: Lars Pauli
Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD: Wessam Abou Ali nåede tirsdag aften op på 10 sæsonscoringer i blot 18 optrædener for Vendsyssel FF i landets næstbedste række.

Lejesvenden fra AaB lavede to af målene i 4-2-sejren ude over FC Fredericia i NordicBet Ligaen (1. division).

- Det er selvfølgelig lidt en milepæl at komme op på et tocifret antal scoringer, så det tager jeg gerne med. Men det vigtigste er trods alt, at holdet har succes. Vi har manglet at få udbytte af vores spillemæssige overtag, og det fik vi mod Fredericia, siger Wessam Abou Ali.

Han var ude og vende på bænken senest mod HB Køge, og det gav ham det fornødne overskud til at skinne mod FC Fredericia.

- Jeg har haft lidt problemer med den ene ankel og har følt mig lidt slidt, så jeg tror, det var bedst for alle parter, at jeg fik et hvil senest, forklarer han.

Vendsyssel FF er på fjerdepladsen i NordicBet Ligaen og med hele syv spillerunder tilbage, kan de stadig nå at avancere yderligere. Og der ligger Wessam Abou Alis fokus, når spørgsmålene om hans fremtid i AaB melder sig.

- Der er en lille dialog med AaB, men den er først lige begyndt, og lige nu foretrækker jeg også at holde næsen i sporet og give alt for Vendsyssel. Jeg vil gerne takke dem for den tillid, de har vist mig, fastslår angriberen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden