AaB

AaB-matchvinder anede intet om flot stime: - Det viser substans

AaB har gjort noget, de senest gjorde for 21 år siden, nemlig at vinde fem udebanekampe i træk - AaB-truppens farligste anede dog intet om stimen

AaB's matchvinder mod Brøndby IF spillede ikke nogen stor skærtorsdagskamp i en kamp, hvor AaB's offensive profiler ikke fik meget at arbejde med. <i>Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

AaB's matchvinder mod Brøndby IF spillede ikke nogen stor skærtorsdagskamp i en kamp, hvor AaB's offensive profiler ikke fik meget at arbejde med. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

AALBORG:AaB vandt for første gang siden 2001 deres femte superligaudekamp i træk, da de besejrede Brøndby IF med 1-0, og sejren kom efter sæsonscoring nummer 12 af Louka Prip, der ikke selv anede, at holdet var så godt kørende på udebane. 

- Det vidste jeg ikke engang selv, griner Prip, da han bliver gjort opmærksom på, at det var femte udebanesejr i træk af Nordjyskes udsendte.

- Men det viser, at der er substans i holdet, det må jeg bare sige, og jeg synes, at det er en kæmpe, kæmpe styrke, at vi bare kan krige den hjem med at spille en Atletico-halvleg i anden halvleg, men jeg vidste godt nok ikke, at vi har vundet fem udebanekampe i træk, så det er super.

Louka Prip har en fortid i Brøndbys ungdomsafdeling, der på daværende tidspunkt ikke fandt ham god nok, og da han på Aalborg Portland Park for ikke så forfærdelig længe siden scorede mod netop Brøndby på straffespark, kunne han ikke dy sig for at sende en hilsen ud til deres fans efter scoringen.

Jubelscenen blev dog knap så provokerende skærtorsdag, selvom han sparkede straffesparket ind lige for øjnene af Brøndbys mest hardcore fans på Sydsiden. Hans fokus var dog udelukkende på at score og snyde Brøndbys målmand Mads Hermansen endnu engang.

- Lige i momentet var jeg ikke fokuseret på så meget andet end at sparke bolden ind i midten, fordi jeg tænkte, at han nok ville hoppe igen, men det var super fedt.

- Jeg syntes også, at det var fedt at se, at vi ikke kun kan spille offensiv fodbold, og at vi også var i stand til at krige den hjem, for de var bedre på bolden - ja, de var bedre end os, fortsætter Louka Prip, der tydeligt var stolt af, at holdet fandt de store fighterhjerter frem i opgøret.

AaBs cheftræner Lars Friis under superligakampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Aab, torsdag den 14. april 2022.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

AaBs cheftræner Lars Friis under superligakampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Aab, torsdag den 14. april 2022.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fighteregenskaberne er samtidig et emne, der har været oppe at vende i truppen i følge Lars Friis, der også fremhæver det efter torsdagens sejr.

- Dét, jeg er glad for, er, at uanset om man var mest offensiv eller defensiv, arbejdede vi benhårdt, og det kan man gøre uden talent. Det har vi lovet hinanden, at det gør vi hver eneste gang, vi går på banen, og det var nok til tre point mod Brøndby, lyder det fra AaB's cheftræner Lars Friis. 

- Vi vil ikke bare stå at forsvare, nogle gange må vi bare bryde vores koncept, men det her var og er ikke vores ansigt, fortsætter cheftræneren med henvisning til, at AaB'erne gerne skal være højere i deres pres og mere dominerende på bolden. 

De to meget populære skikkelser i Aalborg i øjeblikket er dog ikke enige om, hvorvidt Brøndbys formation overraskede nordjyderne, da holdet fra Vestegnen stillede op med fire i bagkæden i stedet for de normale fem.

- Det er svært at svare på, hvorfor vi ikke fik styr på spillet i kampen. De spillede 4-3-3 i stedet for 3-5-2, hvilket gjorde vores pres lidt svært i starten, og det kunne godt være med til, at vi blev lidt stresset, når vi havde bolden, fordi pulsen var høj. Deres formation overraskede os, og det skal Brøndby have ros for, siger Louka Prip. 

- Vi blev ikke overrasket, men de havde lavet nogle træk, der gjorde, at vi havde svært ved at komme i pres, og når presspillet ikke sad, betød det, at vi kunne blive splittet ad. Det gjorde vi de første 10 minutter, indtil vi fik justeret, lyder analysen i stedet fra Lars Friis. 

AaB var før opgøret mod Brøndby på tredjepladsen med ét enkelt point ned til netop dem, og det betyder altså nu, at de har fire point ned til fjerdepladsen, ligesom de har fire point op til Midtjylland, der ligger på den øjeblikkelige andenplads. 

- Det er da bedre end for et par timer siden, konstaterer Lars Friis tørt på spørgsmålet om, hvor det sætter AaB i medaljekampen med sejren mod Brøndby. 

Og det er jo sådan i mesterskabsspillet, at holdene ofte møder et af de andre hold, de ligger og kæmper med i tabellen, og sådan er det også, når AaB tager til Herning mandag for at forsøge at tage de tre point mod FC Midtjylland i et brag af en kamp, hvor AaB kan snuppe sjette udebanesejr i træk i Superligaen.

- Hvis vi ikke holder skruen i vandet, så indhenter Brøndby os, så vi tager én kamp ad gangen, og så skal vi til Midtjylland og vinde den kamp, slutter AaB-profilen Louka Prip.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden