Nu sætter AaB-ledelsen ord på nedrykningen - og melder klart ud
AaB melder ud, at man vil tilbage til Superligaen igen hurtigst muligt
Opdateret kl. 11:29
AaB har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor bestyrelsesformand Jan Peters, der i øvrigt ikke var tilstede ved søndagens kamp, sportsdirektør James Gow og direktør Michael Tuxen Boll understreger, at den igangværende sæson har været skuffende.
Det understreges også, at AaB går efter at vende hurtigst muligt tilbage til landets bedste række.
I forlængelse af de mange udtalelser fortæller pressemeddelelsen også, at AaB nedjusterer forventningerne til årets økonomiske resultat.
Oprindeligt var udmeldingen, at man forventede et resultat i niveauet 0 til minus 10 millioner kroner. Den nye udmelding går på forventninger om et resultat i niveauet minus 15 til minus 25 millioner kroner.
I det beløb er der indregnet forventninger til transferaktiviteter og en placering i toppen af 1. division.
Det anføres, at årsagen til de nedjusterede forventninger er en nedgang i TV-penge, kommercielle indtægter og nedskrivning af kontraktrettigheder samt færre indtægter fra kampdage.
- Det siger sig selv, at denne sæson ikke er forløbet, som vi har ønsket det, men vi er ydmyge omkring situationen og vil som klub arbejde hårdt for at genskabe de gode oplevelser og resultater, siger Michael Tuxen Boll, der ligesom James Gow og Jan Peters takker for den store opbakning, man har mødt gennem sæsonen.
Jan Peters understreger, at det nuværende ejerskab ikke har tænkt sig at fravige strategien på trods af nedrykningen.
- Vi har lagt en klar plan for de kommende år, og det er logisk, at en nedrykning ikke var en del af dette. Vi har bygget et fundament med det yngste hold i 3F Superligaen, et styrket akademi som rygrad for fremtiden og på trods af skuffelsen vil vi vende tilbage stærkere og bedre i næste sæson, siger Jan Peters.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.