Sport

AaB og Horsens lukker 1. division med uforløst duel

Begge hold ramte målrammen, da AC Horsens og AaB spillede 0-0 i årets sidste kamp i 1. division.

Steffen Højer og AaB ligger seks point fra andenpladsen i vinterpausen. (Arkivfoto).
Steffen Højer og AaB ligger seks point fra andenpladsen i vinterpausen. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AC Horsens og AaB forkælede ikke ligefrem de fremmødte tilskuere, da de søndag spillede deres sidste kamp i 2025.

0-0 sluttede det foran 2224 fremmødte, og det var meget passende set ud fra et kampbillede, hvor AaB havde sine chancer før pausen, mens værterne pressede mest på i anden halvleg.

Resultatet betyder, at syv hold ligger inden for seks point i 1. division ved vinterpausen.

AaB er nummer seks med seks point op til Lyngby og Hillerød på de to øverste pladser i rækken. Horsens er nummer tre og har tre point op til førerholdene.

Midtbaneprofil Mads Bomholt var efter godt en halv time tæt på at bringe AaB i front efter en indøvet kombination efter hjørnespark, men stolpen klarede for hjemmeholdet.

I anden halvleg steg Horsens' islandske landsholdsspiller Victor Pálsson til vejrs og pandede hårdt bolden på overliggeren, og dermed var der udlignet i forsøg på målrammen.

Men måltavlen kom aldrig i brug, og slutfløjtet bragte da heller ikke udpræget glæde hos nogen af mandskaberne, der nu kan se frem til tre måneder uden betydende kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden