AaB præsenterer forventet kæmpeunderskud
Faldende transferindtægter og en sæson i den næstbedste række har kostet dyrt i AaB.
Det er en dyr fornøjelse at rykke ud af fodboldens Superliga. Det fremgår tydeligt af AaB's økonomiske facit for 2024.
Selskabet bag den traditionsrige klub, Aalborg Boldspilklub A/S, må konstatere et minus på 44,2 millioner kroner før skat.
Det holder sig inden for de forventninger, selskabet meldte ud i september efter et transfervindue uden de store indtægter.
Alligevel bliver regnskabet betegnet som "utilfredsstillende".
Klubben tilbragte halvdelen af regnskabsåret i den næstbedste række, inden det i sommer lykkedes at vende retur til Superligaen.
Ud over et fald i transferindtægter er regnskabet også præget af lavere tv-indtægter, ligesom der er blevet investeret i den sportslige sektor.
Økonomisk er der dog lysere tider forude, hvis selskabet formår at holde sig inden for budgetterne i det igangværende regnskabsår.
Her forventer man et resultat mellem 0 og minus 10 millioner kroner. Fremgangen skyldes blandt andet transferindtægter fra salget af Sebastian Otoa og Melker Widell i januar.
Forventningerne forudsætter, at AaB fastholder sin status som superligaklub. Nordjyderne er aktuelt nummer ni i den bedste række og har seks point ned til nedrykningsstregen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.