AaB-profil efter 1-1 mod FCK: - En flad fornemmelse
Lucas Andersen bragte AaB foran mod FC København, men han ærgrede sig over, at det ikke rakte til tre point
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:19
FODBOLD: Sædvanligvis er 1-1 på hjemmebane mod Superligaens tophold ikke lig med en skuffelse, men det var det for AaB-spillerne søndag.
For pointdelingen på hjemmebane mod FC København kom efter en kamp, hvor AaB lå til sejren, inden gæsternes Dame N‘Doye udlignede kort før tid.
– Jeg må erkende, at det føles som to tabte point. Det er en rigtig flad fornemmelse, lyder det fra Lucas Andersen, der stod for AaB‘s føringsmål i opgøret.
Han ærgrede sig over, at AaB‘erne faldt i den samme fælde som for en uge siden, hvor en føring også blev formøblet i udekampen mod FC Nordsjælland.
– Som i sidste weekend kom vi for langt tilbage på banen, og så bliver det farligt mod FCK, der spiller med mange indlæg. Vi blev for passive og kom under for stort et tryk, men alligevel havde vi jo chancer nok til at vinde kampen. Mod et hold som FCK tror jeg ikke, at man kan bede om flere chancer, end vi fik i dag, siger Lucas Andersen.
Før søndagens opgør havde AaB blot vundet én af de seneste 10 kampe i Superligaen, og netop det faktum havde også betydning for, at AaB heller ikke søndag fik de tre point.
– Den slags går tit hånd i hånd. Havde vi vundet de tre sidste kampe, tror jeg også, at vi havde vundet i dag. Vi mangler de små ting, der kan tippe kampene over til vores fordel, men det skal vi også arbejde med, for det er ikke bare held. Vi skal være bedre til at blive ved med at spille, når vi er kommet foran, siger Lucas Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.